Af Mette Præstegaard
Ven og bisidder
Hirtshals
Efter godt 5 måneders ufrivilligt aflastningsophold på plejehjemmet i Sindal uden nogen udsigt til nogensinde mere at få lov til at vende hjem til Tversted, ja, så svandt håbet efterhånden hos Doris Marie Pedersen om at komme hjem og være i nærheden af sin elskede datter og eneste pårørende; men drømmen var der lige til det sidste. Hun forsøgte forgæves ved ord og skrift at få sit ønske frem; men ingen ville lytte.
Jeg mindes, at hun i november telefonsamtalede med mig sagde: “Jeg vil gerne snart hjem og ikke sidde i det her sorte hul og glo frem til januar.” Doris kom ikke hjem til jul. I stedet for at hjælpe hende, valgte man, at hun fra 21 december blot skulle have “god og kærlig pleje”, og dette kan ingen mennesker klare sig med i ret lang tid.
Den 31. december mærkede vi, hvor det bar hen, og den 5. januar måtte vi sige Doris farvel ude på plejehjemmet. Den 6. hentede vi sammen med nogle gode venner Doris. Venneflokken ville gerne have sunget hende ud, som det hedder, men coronaen forbød dette. Det blev til få ord og et æresfølge, der i biler ledsagede hende til kapellet i Tversted. På vej dertil gjorde vi naturligvis et minuts holdt ved Doris’ hjem, og mange kneb en tåre. Da vi havde fået Doris sat ind i kapellet, kunne vi endelig sprede os ude foran og få sunget “Altid frejdig, når du går”.
Begravelsen fandt sted fra Tversted Kirke tirsdag den 12. januar. I mange uger har vi næsten ikke set lys på himmelen, men denne dag havde vi strålende sol. Himmelen åbnede sig for Doris og hendes følge, og folk der skulle stå udenfor på grund af ny antalsbegrænsning, blev ikke gennemblødte af regn.
Begravelsen var hjertelig og stemningsfuld. Tversted kirke hører til de smukkeste gamle middelalderkirker, og den gamle kirke, de smukke orgeltoner, kirkesangerens skønne røst (alt er solosang for tiden) og præstens trøstende og kærlige ord gjorde oplevelsen smuk og uforglemmelig.
Præsten talte om uretfærdigheden – at vi mennesker her i livet kan opleve stor uretfærdighed, men også meget om håb og kærlighed – om næstekærligheden over for vore medmenneskers store betydning, og han tænkte her ikke mindst på datteren, der nu var helt uden nære pårørende.
Da vi kom ud af kirken med båren, blev flokken næsten fordoblet. Folk havde jo ventet udenfor. Ved jordpåkastelsen viste der sig en hvid kat ved den åbne grav. Den gav et par klagende mjav’er, som følte den med os; men måske ville den bare hilse på sin ejer, præsten.
Til slut sang hele følget “Altid frejdig, når du går” – for hvor har Doris kæmpet for; det hun havde kært. “Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder!” lyder det i den gamle salme.
Desværre kunne der ikke gives knuser til den efterladte datter; men det store fremmøde, de mange trøstende ord samt de utrolig mange smukke blomster og en strøm af efterfølgende varme hilsener og trøstende ord kan i sorgens stund gøre det ud for mange kram.
Doris var en viljefast, tapper kvinde, der elskede sin familie, og hun kæmpede til det sidste – ville så gerne tilbage til sit hjem, sin elskede datter og Tversted.
Æret være mindet om Doris.