Af Mette Præstegaard

Enebærvænget 2
Hirtshals
Dejligt, at Mette Jensen (C) endelig vågner op, og pludselig får øje på den forfaldne ejendom i Havnegade, der før var sømandshjem i Hirtshals. Du virker noget fortumlet efter din lange tornerosesøvn. Mindes ikke, at du nogensinde i din byrådsperiode før har kæmpet for din bys ve og vel ang. vækst og skønhed.
Sidst da kommunen lukkede den private naturbørnehave Krabbely i Vestergade ventede vi også forgæves på, at du og andre lokale politikere ville kæmpe for jeres by og nærområdet. Men nej, I sov. Ikke engang kommunens egne gode lokalplaner for vores flotteste yderklit ved Tornby Strand, prøvede I på at håndhæve eller værne om, og den krævende bygherre ude på Kløren fik velsignet helt vild dispensation. Nu, da du er vågnet op, må du gerne vække de øvrige, der også bare har ladet stå til.
Det er jo ikke nok at råbe op ang. gammel skade som du gør nu. Man skal være på forkant, og dette sker almindeligvis via byrådet.
Du har ret i, at blot enkelte faldefærdige “ruiner” kan ødelægge en spændende bydel eller en hel landsby og modvirke udvikling i området. Du forlanger nu pludselig indgriben, og dette kunne også være dejligt at få hjælp mod ejendomsejeres totale ligegyldighed, især på vore bedste strækninger.
Ikke bare bygninger skæmmer – det gør også tomme tomter som Størups Plads ved Nørregade i Hirtshals´ hjerte. Der måtte være råd til et læs grus og et par bænke, om ejer har spor god vilje, for kommunen kan intet gøre, om området ikke skal anvendes til byfornyelse.
Således er det også med alle kommunens “ruiner”; for den private ejendomsret er ukrænkelig. Kun om kommunen har behov for en ejendom i forbindelse med byudvikling, hvor almenvellet kræver det, kan den tvangsovertages af kommunen mod fuld erstatning til ejer.
Du skriver ikke, hvem der skal betale for eventuel nedrivning. Alle kender vi dog svaret; for er kommunen ordregiveren, går regningen straks videre til skatteborgerne.
Du nævner konkurs af ejers firma i Hjørring og gisner om, hvordan han klarede at afværge denne. Jeg finder, at denne sag er Hirtshalssagen helt uvedkommende. Gisner du f.eks. også om, hvorfor Størups Plads stadig “sejler”? Næppe.
At kræve ruiner væk er lettere sagt end gjort, og måske heller ikke altid den eneste løsning.
Link til relateret artikel
Mette Jensen (C) forlanger indgriben overfor ruinhob på Havnegade i Hirtshals



Der er nogle som vil magten, uden at gide at lave et stykke arbejde