Af Mette Præstegaard
Enebærvænget 2
Hirtshals
Hjørring kommune har udnævnt sig selv som naturkommune, og man vil lade græsset gro og naturen passe sig selv bortset fra at sprede vilde blomsterfrø langs vejene hist og her.
Desuden er der blevet lavet aftaler med private: landmænd og husejere om at give plads til vilde blomster, så insekterne får bedre bedre livsbetingelser.
Ideen om mere natur kan være fin – men man kan ikke blot lade alt gro til. Skal mennesker kunne nyde naturen, må der være fremkommelige stier; for langt græs er hjemstedet for et hobetal af flåter, og vi skal vel ikke til at vade rundt i lange støvler ved sommertid, blot for at gå en tur i det, der før var en have eller park? Endelig bliver man da også fortsat nødt til at holde visse aggressive hurtigvoksende vækster nede, f.eks. hybenroser.
Selvfølgelig skal græs og tagrør langs vejene holdes nogenlunde nede af hensyn til trafiksikkerhed. Glem ikke, at vi flere steder må gå i det høje græs på grund af manglende spadsere- & cykelsti (Sdr. Ringvej Hirtshals m.fl. steder). Midt i drømmen om vilde planter i grøftekanten m.m., er der desværre dukket en spareplan op for kommunens grønne parkområder. Man vil spare 400 – 500.000 på årsbudgettet ved at fjerne blomsterbede og blomsterbuske rundt om på kommunens grønne pladser og i parker.
Jovist kan der spares lidt hist og her ved at nedlægge et par blomsterbede og lægge dem ud som plæne. Helt ok; men man bør vælge med omhu og holde fingrene fra steder som Christiansgave, og Svanelunden. Parkerne har siden 1821 og 1945 været skønne blomstrende åndehuller for borgerne i Hjørring og omegn og besøges stadig af folk i alle aldre, og hvad var Svanelunden uden rosenbedet og de smukke blomsterbuske? Visse kulturminder skal der værnes om, og dette må være muligt uden at nedlægge blomsterbede i parkerne, idet kommunen har fået hele 900.000 m2 + grøftekanter til vilde blomster. (I min alm. have og kolonihave ser jeg skam også insekter, der tiltrækkes af prydhavens planter, så haven er ingen trussel).
I kommunens mindre byer har vi måske ingen Svanelund, men dog også et par værdsatte små lokale oaser, der ikke må ende som græsmark eller stenørken. I Hirtshals vil vi f.eks. godt beholde den grønne plads ved N. C. Jensensgade med roser, blomsterbuske, skulptur og bænke.
Idet vi kalder os grøn naturkommune, finder jeg det trist, at midterbedet på p-pladsen ved N. C. Jensensgade ligesom flere andre steder i kommunens småbyer har fået knust sort stenmel frem for vilde planter. Stenmel hører kun hjemme på vejheller.
I kystområdet har vi masser af sand og mange spændende strandplanter, der kunne have givet stedet et lokalt særpræg, uden at kræve megen fremtidig pleje. I gågaden har man fundet ud af det med hensyn til plantevalget i de store trækummer. Der er plantet marehalm.
Lad os i en grøn kommune slippe for at få lavet “stenørken”, hvor bierne før summede over løvetand og hvidkløver; for dette harmonerer jo slet ikke med ønsket om mere natur, og kan det endnu nås, så giv os Stoltzes Plads tilbage som grønt naturområde med masser af vilde blomster.
I Hjørring Kommune er det ikke løsningen at slukke helt for græsslåmaskinen; men at få lavet en fint samspil mellem den vilde natur og haver + parker. Man kan udmærket give naturen gode vilkår uden at slippe kulturarven (de skønne parker) eller ofre haver eller marker.
Lad derfor de kultiverede områder fortone sig ud i de vilde, som vi ser flere steder ude i sommerlandet – et skønt samspil til gavn for naturen og glæde for mennesket. Løsningen er ikke: ” Enten eller”, men ” Både og” i skøn harmoni.
