Af Mette Præstegaard
Enebærvænget 2
Hirtshals
I det gamle DDR var folk lykkelige ved murens fald; men glæden varede kort, idet folk fandt ud af, at hverdagens sociale sammenhold var forsvundet sammen med muren. Fok fik nok i deres eget, og oveni blev mange arbejdsløse, da alt nu kunne gøres smartere med færre hænder.
Hos os i lille DK, har man ikke væltet mure, men opsat en uhyggelig usynlig ødelæggende mur om svage ældre og andre, der ikke magter den nye fagre digitale verden, der skulle spare det offentlige for et par frimærker/portoudgift.
Vi har nu fået en flok borgere, der holdes i total isolation spærret inde af digitaliseringen. Ikke engang et tlf, nr. kan de få adgang til , eller købe en togbillet. – Jovist får ikke digitale borgere efter eget ønske alm. post tilsendt fra det offentlige, men det skal besvares digitalt.
Deres børn skal hjælpe dem lyder det – Hvad så, om børnene bor langt væk, ikke vil – eller folk ikke har børn?
Pro tiden kæmper folk på begge sider af ” muren”, især ældre borgere, med at få adgang til deres bank, idet kravet om at erstatte NEM ID og komme over på MIT ID er en meget vanskelig opgave, der for flere har krævet mange besøg hos Borgerservice og sat folk helt uden for i op til måneder. Mange ældre mister derved helt livsmodet, og mange folk fra Borgerservice taber arbejdsglæden ved daglig møde med den endeløse strøm af fortvivlede og utilfredse borgere.
Agurketiden er ved at være omme. Både kommuner og staten taler allerede om besparelser. Samfundets svageste, børn og ældre, skal igen være offer. Man nedlægger små gode skoler og institutioner og laver stordrift og sætter så lidt personale på som muligt. Der skal spares, og den direkte kontakt er på vågeblus. Der er næsten kun tale om OPSYN. En kæmpeulykke, for alle mennesker har jo brug for et socialt liv med omsorg , smil og skulderklap og ikke blot ” likes” på skærmen.
Digitaliseringen, der skulle være til nytte og gavn, er blevet en trussel for os, om vi aldrig slipper skærmen: folk ser ikke deres børn, unge ser ikke deres venner – alle sidder med næsen ned i skærmen og kender slet ikke det virkelig liv.
Situationen er uholdbar og må ændres, for internettet gør folk syge: Unge på grund af at de er på nettet både dag og nat, har alt for lidt real life. Gamle på grund af at plejepersonalet er påkrævet så mange digitale dokumentationer. Skærmtiden er gået helt over gevind. Der er ikke tid til omsorg og nærvær.
Internettet er vanedannende, stjæler al opmærksomhed og folk kommer gennem livet (eller mister det) uden at bemærke det, om de hele tiden skal være online. Jovist er digitalisering er et smart redskab, men det skal anvendes med omtanke, så vi ikke får så mange digitale ofre.
Lad os derfor stille rimelige krav lige fra skolestart – forebygge psykisk syge m. angst og depression.
