Af Mette Præstegaard
Enebærvænget 2
Hirtshals
Han, en ældre mand , kom ind i genbrugsbutikken og hilste glad på personalet og fortalte at han lige skulle se, om han kunne finde et par bøger, inden han skulle med bussen tilbage til sin hjemby, og han kiggede sig fornøjet omkring og snakkede lidt med de andre kunder, mens han gik bogreolen igennem og fandt et par bøger. Senere, da afgangstiden for bussen nærmede sig, og manden gik til disken for at betale, gentog han glad sin fortælling om, at han skulle med bussen.
Jeg hørte bagefter et par kvinder snakke, og den ene sagde til den anden: Jeg forstår altså ikke, hvorfor han rejser helt herud for at købe et par bøger. Det kunne han da ligeså godt have klaret i sin hjemby. Den anden forstod det vist heller ikke helt; men værst af alt er det , når vore politikere heller ikke har forståelse for den kollektive trafik store betydning og vil spare den væk.
Efter et par dårlige år med røde tal for en del ruter, vælger politikerne straks at starte den store høstmaskine for at tynde ud i busruterne. Røde tal tåles ikke. Man burde lige ” have givet patienten en chance”, have ventet til passagertal og brændstofpriser atter var faldet til ro.
Nu får vi så nedlagt mange ruter og færre afgange på de bevarede ruter. Værst ser det ud for folk ude i de små landdistrikter; for uden busforbindelse affolkes de små byer. Her kan man jo kun bo, om man har bil eller om stedet har busforbindelse, og især mange ældre uden bil tvinges til at flytte ind til de større byer for at kunne klare hverdagen. Landsby købmanden har jo for længst drejet nøglen om. Man presses til forlade sit elskede hus med have og fuglesang, idet politikerne ved nedlægning af busruten har ændret ens hjem til” isolationscelle”. Man kan jo ikke mere komme ud: komme hjemmefra for at købe ind, hilse på venner osv.
Jeg forstår udmærket, at den ældre herre i genbrugsbutikken var glad og lykkelig for bussen. Han kendte sin situation og værdsatte sin livlinje, hvis få afgange han måtte dele med skolebørnene; for uden skolebuskrav, havde hans lille by næppe fået buskørsel til nabobyerne. Bussen gav ham frihed, og han kunne fra sin plads i bussen sidde og nyde landskabet samt få en snak undervejs.
Det er svært at fatte, om den kommende store nedskæring af den offentlige bustrafik skulle tjene til modvirkning af centralisering, at regeringen derigennem som lovet, vil styrke landdistrikterne, når man nu er ved at spare dem ihjel.
Vi kan ikke undvære busruterne. De fede ruter , dem med med sorte tal, må kunne drysse lidt af til de magre livsnødvendige ruter ude på landet. Regeringen opfordrer os alle til at benytte den kollektive trafik – altså skal busdriften fastholdes og ikke afvikles i områder, hvor den er folks eneste tilbud.
Man har tilsyneladende helt glemt, at se på de lokale forhold, at verden heroppe i Nordjylland mange steder er en hel anden end den man kender fra København og andre større byer.
Stop derfor høstmaskinen og mej ikke alt ned!