Af Mette Præstegaard
Enebærvænget 2
Hirtshals
Så har vi atter fået sommertid, og naturen grønnes langsomt . Under bøgetræerne står anemonerne allerede i fuldt flor. Nu kommer den lyse årstid, hvor rigtig mange får lyst til at komme ud i naturen – især ud til skov og strand.
Selv kommer jeg hele året meget ud i skoven med min hund, og Folkeparken i Hirtshals hører til mine yndlingsområder. Med lysets tilbagekomst, stiger også antal af gæster i naturen, således også i Folkeparken. Allerede nu raster flere turister på p-pladsen ved indgangen og lufter måske deres hund eller nyder en kop kaffe ved bordene her. De mindste børnehavebørn og skolebørn har også allerede igen fundet vej til stedet, og man kan nyde lyden fra deres glade leg.
Større børn og voksne har for tiden været ude at samle affald; for nu i uge 14 holder Danmarks Naturfredningsforening traditionen tro årlig affaldsindsamling, og i år er der fokus på nikotinposer og e-cigaretter, der ikke bare er usunde for brugerne, men også kan være til fare for især hunde og børn. Det ville være dejligt, om folk tog deres affald med hjem. Når folk siger, at de kommer ud i naturen, fordi de elsker den, burde de da også vise dette ved at værne om den. ‘
Dette gøres ved at tage affaldet med hjem/eller hen til affaldssækken på p-pladsen. Alle burde have plads til en tom Gajol- eller cigaretæske i lommen; der har jo været plads til den sågar med indhold. Idet der i Folkeparken og andre naturområder kommer børn, der ofte under deres leg løber uden for stierne bør hundefolket altid samle hunde høm høm´er op, så børnene og voksne ikke træder i dem.
Skolen ruller tit dens toiletvogn med ud til Folkeparken, når stedet gæstes af elever. Denne service burde vi også tilbyde turister og andre besøgende. Flere gange har man set folk fare forgæves hen til skolens aflåste parkerede toiletvogn – ellers ser man jo blot følgerne af manglen ved buskene nær Folkeparkens indgang, og ser man dem ikke, skal ens hund nok gøre det, eller man har fået noget under skoene og derved en træls wake-up.
Idet man flere andre steder i vores kommune har toiletter ved skov/parkområder, hvor der kommer mange, kunne jeg også ønske dette for Folkeparken i Hirtshals, hvor p-pladsen er en yndet rasteplads for mange turister – og vi er vel en grøn turistvenlig kommune?