Af Mette Præstegaard

Vendelbo-Listen
Enebærvænget 2
Hirtshals
Til trods for at det drejer sig om seriøse henvendelser, må folk rykke mange gange for svar og vente i uvished i måneder, inden der måske sker noget. Mange problemer kunne klares hurtigt ved fælles hjælp, om der havde været god vilje fra kommunen / SÆH-afdeling; men den gode vilje ser ud til helt at mangle. Først når der trues med presse – eller pressen er kommer på, kommer der sked i sager, der allerede er havnet i “syltekrukken”.
Hvordan kan vores kommune klare både hjemmepleje/ helhedspleje af turister ude i ferieboliger, når man ikke engang har kræfter til anstændig behandling af vore egne – ikke engang at svare på henvendelse?
Vist betaler gæsternes kommuner; men vi betaler jo også til vores kommune, sågar hele tiden.
Vil en plejekrævende turist gæste vores område, skal han blot i rimelig god tid varsle om sit ophold: tid og sted, og Hjørring kommune er ( som andre turistkommuner) klar med hjemmehjælp/helhedspleje. Her skal der ikke ventes på tilsagn i måneder, som hvis en lokal borger,
søger om hjælp til f.eks. aflastning af syg ægtefælle.
Et eksempel. En kvinde, der passer sin demenssyge ægtefælle (har vagt døgnet rundt) søger en enkelt gang om aflastning til ham i nogle få dage for, at hun kunne besøge sin familie på Sjælland i forbindelse med slægtnings runde fødselsdag. Hun henvender sig flere måneder før det ønskede tidspunkt , altså i meget god tid, men får som mange andre hverken svar eller tilsagn og må vente i stor usikkerhed i flere måneder. Svaret kom først, da den fortvivlede ville gå til pressen.
Kommunens opgave er at hjælpe borgerne. Bunden er nået, når man begynder at “trampe” på folk, der søger om hjælp ved ikke at besvare deres henvendelse og lader dem “sejle deres egen sø.” Ganske respekt- og hjerteløst.
Denne arbejdsmåde må ændres, en vigtig opgave for det nye byråd, om det gamle ikke skulle have pli nok til omgående “at tage skeen i den anden hånd.


