En eksplosion af glitter, dans og børnelatter fyldte Bagterp hallen i går aftes, da ikke færre end 185 børn og deres forældre deltog i årets store MGP-fest. Arrangementet, der blev organiseret af Marie V. Pedersen og Bagterp Fodbold, forvandlede de lokale idrætsfaciliteter til et fortryllende børneunivers.
Aftenen startede med en medrivende optræden fra Art of Dance, der skabte en magisk stemning fra første øjeblik. Herefter kunne børnene blive stylet med glimmerøjenskygge, få sat perler og stjerner i håret eller få en kreativ frisure med farvet hårspray.
Bagterp-hallernes to sale blev udnyttet til fulde. I den store hal kunne børnene følge MGP-showet live, mens de hyggede sig på madrasser eller dansede lystigt rundt på gulvet. Den anden hal var omdannet til et sandt hoppeborgsparadis. Gorms Telte havde sørge hoppeborge bl.a. en kæmpe Brandbilsrutsjebane, der næsten sprængte hallens rammer og var et hit blandt børnene. Bagterp Gymnastik forening havde yderligere suppleret med oppustelige rekvisitter.
“Det er fantastisk at se, hvad et lokalsamfund kan udrette i fællesskab,” fortæller en af de mange frivillige, der arbejdede hårdt for at få arrangementet til at lykkes. Succesen var så stor, at flere allerede har meldt sig som frivillige til næste års fest.
Med de mange glade børn og positive tilbagemeldinger tegner der sig et tydeligt billede af, at MGP-festen i Bagterp er kommet for at blive. Flere af børnene udtalte, at det var den fedeste fest de havde været til og ikke kan vente til næste år.
En aften hvor fællesskab, musik og børneglæde gik op i en højere enhed, og hvor lokalsamfundet endnu engang viste sin styrke.
Foto: Privat.
Link til relateret artikel