Af Mia Tang
Det Konservative Folkeparti
Folketingskandidat
Jeg vil gerne være en maritim ambassadør i Folketinget for Nordjylland. For både industrien, fiskeriet og havnene har brug for folketingsmedlemmer med branchekendskab.
De sidste tre år har jeg arbejdet for den maritime industri, hvor vi designer, bygger og forbedrer skibe, og vi har både fiskere og rederier som kunder.
Den altdominerende overskrift er grøn omstilling. Vi arbejder med klima- og miljømæssige forbedringer hver dag, og der er tryk på hos både vores værfter i Hirtshals, Skagen, Frederikshavn og Strandby, og hos alle vores udstyrsproducenter, fx Alfa Laval i Aalborg, DESMI i Nørresundby, Green Instruments i Brønderslev, Svanehøj i Svenstrup og PowerCon i Hadsund.
Der sker utroligt meget på tværs af den maritime branche og fiskeriet i disse år, som skaber mange arbejdspladser både til søs og på land, og som samtidig sætter Danmark på verdenskortet med nye grønne teknologier.
Det skal vi værne om og udbygge! Derfor er det helt afgørende med gode rammebetingelser, så hele den maritime branche kan udvikle sig, og det kræver en lang række tiltag.
Jeg vil blandt andet arbejde for et politisk nyt syn på fiskeriet, hvor vi arbejder for udvikling fremfor afvikling. Både Brexit, kvoter, energikrise og de nye afgifter presser branchen, hvor også generationsskifte er gjort sværere. Går det helt galt, risikerer vi, at hver tredje båd ryger til ophugning, og det skal vi gøre alt for at undgå.
Der er ligeledes brug for at opgradere tekniske uddannelser, at få dem introduceret til de unge og at få gjort uddannelsesforløbene mere gennemskuelige. MARTEC spiller en vigtig rolle for den maritime branche, men vi har også brug for mange andre tekniske kompetencer.
Dette gælder også på de videregående uddannelser, hvor der blandt andet er stor mangel på ingeniører. For grøn omstilling giver behov for nye kompetencer inden for blandt andet digitalisering, kemi, biologi og diverse tekniske fagkundskaber. Der er brug for en professionalisering af beskæftigelsesindsatsen.
Sideløbende med det vil jeg arbejde for mindre administrativt bøvl, et mere rimeligt skattesystem, og flere øremærkede midler til forskning, udvikling og innovation.
Vi skal også sikre, at CO2-afgifterne føres retur til brancherne til grøn omstilling. Havde helt klart hellere været afgifterne foruden, men nu må vi i alt fald sikre, at de bliver i branchen.
Så der er nok at gå i gang med, og det være oplagt at bruge min maritime erfaring på Christiansborg.
Jeg synes, der har manglet politisk lydhørhed længe. Det vil jeg gerne lave om på!
Hold da op en populist Mon det er folketingsvalg nu HA HA