Af Michael Engbjerg
Byrådsmedlem
Venstre
Allerede om formiddagen havde vi årets sidste møde i Teknik- & Miljøudvalget, men det var også sidste møde med udvalget for denne byrådsperiode.
Lidt vemodigt at skulle sige farvel til nogle og på gensyn til andre, men det er jo spillets regler i politik. Men I alle skal have en tak for det gode samarbejde, som vi har haft de sidste 4 år.
Op ad dagen tog snestormen mere og mere til, og allerede ind aftenens konstituerende byrådsmøde kunne man jo fornemme, at nervøsiteten tiltog mere og mere, ikke bare fordi vi alle vidste, det ville blive svært at komme hjem på grund af snestormen, men også fordi vi skulle udnævne en ny borgmester for de næste 4 år, og mange udvalgsposter skulle fordeles ud til genvalgte og nyvalgte byrådsmedlemmer.
Det var et stort øjeblik for mange af os, da borgmesterkæden blev lagt omkring halsen på vores nye borgmester Søren Steen Smalbro, som har den velfortjente ære at bære denne titel og kæde i perioden 2022 til 2025. Et stort tillykke igen til Søren.
Samtidig var der udpegning af formand, næstformand og medlemmer af de stående udvalg og tildeling af flere andre poster, og jeg var også heldig at komme i betragtning til nogle af dem.
Fra perioden 1. januar 2022 til 31 december 2025 har jeg fået tildelt følgende poster:
- Næstformand i Teknik- & Miljøudvalget.
- Medlem af Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og uddannelsesudvalget.
- Medlem af Hjørring Vandselskab
Jeg er utrolig glad for disse poster og ser frem til et spændende og konstruktivt samarbejde med alle i udvalgene.
Samtidig er jeg parat til at samarbejde bredt og på tværs at partierne i Hjørring Byråd til gavn for alle borgere og virksomheder i vores kommune.
Til sidst vil jeg igen takke alle jer 485 personer, som har stemt personligt på mig til dette valg. Jeg skal gøre mit bedste for at indfri den store tillid, som I har vist mig.