Af Michael Engbjerg
Byrdsmedlem
Venstre
De sidste måneder i mit politiske liv har være lidt omtumlede. Jeg har meldt mig ud af et parti, jeg har været løsgænger og nu har jeg meldt mig ind i et nyt parti.
Jeg er sikker på, at mange vil give mig ret, når jeg nu siger, at landspolitik og lokalpolitik kan være som dag og nat. Landspolitik er meget partiorienteret, men i lokalpolitik er det mere selve personen og personens holdninger til det lokale område, man samlinger sine holdninger med, og måske derfor stemmer helt anderledes ved et kommunevalg end til et folketingsvalg.
Jeg er lokalpolitiker!
Det skal ingen betvivle. Jeg bruger min sunde fornuft ud fra, hvad der tjener vores borgere og kommune bedst, hver dag i mit politiske arbejde. Jeg kan samarbejde bredt, på tværs af partierne i byrådet, hvis vi tilsammen kan gøre en forskel til det bedre for borgerne og vores virksomheder i hele kommunen.
Det kom nok som en overraskelse for rigtig mange, og nogle kan måske også føle, at jeg har svigte dem, efter jeg valgte at melde mig ind i det lokale parti Venstre, og selvfølgelig rører det mig, det skal jeg da være ærlig at indrømme. Men hvis jeg skulle forsætte med at forfølge mine mål i lokalpolitik, og det jeg stod for ved valget i 2017, det jeg blev valgt for af vælgerne, ja, så havde jeg ingen anden udvej end at søge opbakning et andet sted, end hvor jeg var.
Men set ud fra, at jeg er lokalpolitiker, var det meget naturligt for mig at søge til Venstre, som har en stærk byrådsgruppe, som hver dag arbejder for at gøre Hjørring Kommune til et bedre sted at være. Samtidig er byrådsgruppen bredt repræsenteret i de stående udvalg, og det giver mig nu en mulighed for at bringe mine synspunkter ind i disse udvalg også.
Jeg er helt bevidst om, at min politiske karriere kan være enden nær, for når en politiker skifter parti, medfører det ofte, at nogle mister tiltroen til personen, men jeg er også overbevist om, at andre så vil tilvælge mig, og derfor har jeg valgt at stille op til kommunevalget til november igen.
Jeg håber, at denne lille forklaring på ”hvorfor gør du det” belyser min beslutning tilfredsstillende for de fleste, og skulle der være noget, som I ønsker at få en bedre forklaring på, er I meget velkommen til at kontakte mig personligt.