Det flotte vejr lørdag den 17. april bragte Michael Engbjerg, der for nylig skiftede fra DF til Venstre i Hjørring Byråd, en tur ud til fisketrappen i Bindslev.
– Området står for en meget stor omforandring, hvor hele vandforløbet bliver lavet anderledes, og den kendte fisketrappe bliver ikke bibeholdt, forklarer Michael Engbjerg.
– Dog vil der blive lave en erstatning for dette, men i en anderledes skala, tilføjer Michael Engbjerg med henvisning til det projekt, der nu skal udfoldes ved Bindslev Gl. Elværk.
Fisketrappen nemlig i Vandplan 2 (Vandområdeplan 2015-2021) udpeget som en ”spærring”, der hindrer fri passage af fisk til 211 km vandløb opstrøms i forhold til fisketrappen.
![Michael Engbjerg (V) har besøgt fisketrappen før den store omlægning af Uggerby Å 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2021/04/Fisketrappe_2_657x493.jpg)
– Opgaven med at skabe fri passage ved fisketrappen er derfor en bunden opgave fra staten med baggrund i EU’s Vandrammedirektiv. Det betyder, at opgaven med at skabe fri passage skal løses, uddyber Michael Engbjerg.
Kommunen har endvidere forpligtet sig til at løse opgaven ved vedtagelse af vandhandleplanen for Hjørring Kommune i juni 2015.
Forud for realisering af projektet er der udarbejdet en forundersøgelse med tre scenarier for, hvordan fisketrappen kan fjernes, og Byrådet besluttede den 29. april 2020, hvilket scenarie der skulle arbejdes videre med.
Kommunen anmodede i september 2020 staten om godkendelse og tilskud til realisering af vandplanprojektet, og i december 2020 blev det godkendt af staten med tilsagn om refusion af 15,488 mio. kr. til gennemførsel af projektet. Dog med krav om, at projektet skal være realiseret inden den 31. marts 2023.
![Michael Engbjerg (V) har besøgt fisketrappen før den store omlægning af Uggerby Å 3 Visualisering Fisketrappen](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2021/03/Visualisering_Fisketrappen.jpg)
Er det ikke tilfældet, bortfalder statens tilsagn om refusion af omkostningerne til at gennemføre projektet, og kommunen vil dermed stå alene med udgifterne.
Det er imidlertid således, at staten ikke vil yde tilskud til etablering af selve vandfaldstrappen, og det medfører en lille anlægsudgift for Hjørring Kommune på 0,280 mio. kr.
Vandplanprojektet består af to dele:
• Del 1 er selve fjernelsen af fisketrappen, delvis omlægning af Uggerby Å på strækningen og etablering af kanal med vand til elværket og kanosejlads.
• Del 2 er de omkringliggende arealer, der bliver berørt. Det gælder f.eks. placering af broer i området, vandfaldstrappe, krolfbanen, shelters og reetablering af stier mv.
Anlægsprojektet forventes påbegyndt i maj 2021 med forventet afslutning omkring oktober 2021.