Af Michael Engbjerg
Kandidat for Venstre til KV21
Hjørring Kommune
Vores kommune har ca. 60 km kyst, som er udfordret i forhold til erosion, og der er mange meninger om, vi skal lave kystsikring eller ikke lave noget, og oveni er der så spørgsmålet, hvad kystsikringsmetode skal man bruge i så fald, der skal en sikring til.
Det er jo helt åbenlyst for alle, at vores kyst er udfordret, og nogle steder mere end andre, men faktisk er det hele vores kyststrækning i kommunen, som er udsat for erosion.
Der er meget fokus på strækningen fra Løkken til Skallerup, og her har vi set flere forsøg med kystsikringsmetoder og revlefodring, men i vores iver for at løse problemet her, glemmer vi faktisk, at strækningen fra Kjul og til Skiveren også er meget udsat for erosion, og det bør vi altså også have med i overvejelser, når vi taler sikring af vores kyst.
Jeg har personligt allerede lavet et veldokumenteret forslag til, hvordan man kan flytte klapningen af sand lige udenfor Hirtshals Havn, hvor det i øvrig ikke giver nytte, til en bedre klappeplads, hvor både Tversted og Kjul vil få nytte af dette sand. Og faktisk får jeg medhold fra kommunens forvaltning, at mit forslag giver rigtig god mening, men at det vil tage tid at få alle tilladelser i orden. MEN jeg giver ikke bare lige op, for ”hvor der er vilje er der vej”.
Problemet set med mine øjne er, at det ikke er en ensartet kystsikringsmetode, der bruges på vores kyst, for ”intet forsvar er stærkere end det svageste led”, og så er årstiden, hvor man fortager sandfordring, både på land og til havs, den vigtigste faktor for succes.
Lige nu er der debat omkring alt det sand, der hentes ved Hirtshals, for at blive brugt til sandforing i Lønstrup, OG ja jeg mener også, at det er en dårlig årstid at sandfordre nu. Det skulle have være lavet i maj-juni måned, så havde det givet mening. Men desværre var det ikke muligt i år, fordi projektet var indklaget, og så måtte man vente på en afgørelse, inden man kunne flytte noget sand.
I Hjørring Kommune laver vi sammen med grundejerforeninger kystsikringer, og økonomien til dette er sammensat af beløbet, som grundejerforeningen kommer med, hvortil kommunen så lægger en stor sum, men kun hvis der er frie midler i kommunekassen til dette.
Min personlige holdning er, at det må være en statslig opgave at sikre vores kyst mod erosion, på samme måde som staten beskytter digerne på Vestkysten, mod oversvømmelse af bagved liggende land.