Af Michael Harritslev
Skoledistriktsleder og byrådskandidat til KV25
Socialdemokratiet
Folkeskolen er under pres – og ikke kun af de velkendte udfordringer som mangel på ressourcer, lærermangel eller stigende krav til dokumentation. Et langt større, men ofte overset problem er den massive og uvedkommende indblanding udefra, som i stigende grad spænder ben for skolens kerneopgave: at danne og uddanne børn og unge.
I dag ser vi, hvordan eksterne aktører – alt fra private fonde og erhvervsorganisationer til forældre og interessegrupper – i stigende grad påvirker folkeskolens retning. Denne indblanding sker ofte med gode intentioner, men den har også en bagside: skolen mister sit pædagogiske kompas og bliver et eksperimentarium for andres dagsordener.
Fondene dikterer, når økonomien svigter
Når skolerne ikke har tilstrækkelig økonomi til at udvikle deres egne løsninger, bliver de afhængige af projektmidler fra fonde og eksterne samarbejdspartnere. Det betyder, at udviklingen i mange tilfælde bliver drevet udefra – og ofte med fokus på projekter, der ikke udspringer af skolens reelle behov, men af fondenes strategiske prioriteter. Skolen bliver således projektbærer frem for fagligt og pædagogisk drivende kraft.
Det skaber en kultur, hvor projekter sættes i gang mere for projektets egen skyld end for elevernes skyld. Midlertidige tiltag, tilfældige pilotprojekter og kortsigtede indsatser vinder frem på bekostning af kontinuitet og faglig dybde.
Arbejdsgiverforeninger med egne interesser
Forskellige organisationer og arbejdsgiverforeninger har længe haft meninger om, hvad folkeskolen bør levere – ofte med et ønske om, at skolen skal producere “arbejdsmarkedsparate” unge. Det er en forståelig interesse fra erhvervslivet, men folkeskolens formål er langt bredere end det.
Skolen er ikke en forlænget arm af erhvervslivet, men en dannelsesinstitution. Når pædagogik og faglighed presses i retning af snævre nyttebetragtninger, risikerer vi at tabe de brede og vigtige læringsmål på gulvet – kreativitet, kritisk tænkning, demokratiforståelse og medborgerskab.
Forældreindblanding på overarbejde
Også forældrenes rolle er i forandring. Fra at være en vigtig støtte til børns skolegang, oplever mange lærere nu en forældregeneration, der i stigende grad blander sig i skolens indhold, metoder og prioriteringer. Enkeltsager fylder uforholdsmæssigt meget, og nogle forældre opfatter skolen som en serviceydelse, hvor “kunden” altid har ret.
Det pædagogiske personale må konstant forsvare deres faglige valg og autoritet – i stedet for at bruge tiden på netop det, de er uddannet til: at undervise og støtte eleverne i deres udvikling.
Vi skal kridte banen op – og stå fast på rollerne
Det er ikke et argument for at holde forældrene udenfor. Tværtimod. Forældre spiller en afgørende rolle i børns skolegang. Men det er på tide, at vi som samfund får kridtet banen op. Skolen skal have sin professionelle autonomi og arbejdsro tilbage. Forældrene skal – i langt højere grad – interessere sig for at klæde deres børn på til skolen: sørge for nysgerrighed, ansvarsfølelse, respekt og samarbejdsevner og træde i karakter og klæde deres børn på til at indgå i et forpligtende fællesskab. Skolen skal nok klare resten, hvis den får lov
Et kald til tillid og respekt
Vi har brug for en folkeskole, hvor udvikling sker indefra – drevet af lærere, pædagoger og skoleledere med faglighed, erfaring og indsigt. Det kræver, at politikere, fonde, erhvervsliv og forældre viser tillid og respekterer grænserne for deres indflydelse.
For når alt og alle trækker i skolen med egne dagsordener, bliver det eleverne, der betaler prisen.
Klar tale fra skolens frontlinje
Michael Harritslev rammer et ømt punkt med sin kritik af den udefrakommende indblanding i folkeskolen. Han peger på en virkelighed, mange skolefolk genkender: hvor fondes projekter, erhvervslivets krav og forældres forventninger trækker skolen i forskellige retninger – ofte uden blik for skolens egentlige formål.
Tre centrale pointer:
Skolen skal ikke være et eksperimentarium for eksterne dagsordener, men en dannelsesinstitution med faglig autonomi.
Projektmidler fra fonde risikerer at styre udviklingen væk fra skolens reelle behov.
Forældre skal støtte – ikke styre – skolens arbejde og klæde deres børn på til fællesskab og ansvar.
Budskabet er klart: Tillid til fagligheden og respekt for skolens professionelle rolle er afgørende,
hvis folkeskolen skal lykkes med sin kerneopgave: at danne og uddanne børn og unge.