Michael Harritslev: Skolen bør nå mindre på længere tid

Af Michael Harritslev
Skoledistriktsleder
Hjørring Kommune

Allerede i overskriften vil jeg postulere, at den overskrift for nogen rummer en provokation.

Tiden er inde til at gentænke vores skolesyn. Vi er kommet til et sted, hvor individualismen langsomt, men sikkert har frataget os følelsen, forståelsen og ikke mindst forpligtelsen til at være en aktiv del af et fællesskab.

Vi er nødt til at begynde at reflektere over, hvad vores stressede samfund gør ved os alle og ikke mindst skolen.

Jeg er dybt bekymret over den udvikling skolen har gennemgået de sidste år. Der er ingen tvivl om, at vi -samfundet og skolen – er medvirkende til at skabe en vis mistrivsel med de sideffekter det har af angst og usikkerhed blandt alt for mange af vores børn og unge.

Politikere har gennem mange år siddet på den høje hest og trukket sværdet mod bureaukrati, kontrol og for megen dokumentation. Vi må bare konstatere, at deres blinkende sværd intet har ramt.

Stress, mistrivsel og angst er langsomt begyndt at blive det normale. Vi har udviklet en kultur, hvor konkurrence og personlig præstation er blevet målet i sig selv.

En kultur hvor vi har minimeret muligheden for at reflektere over, hvad vi egentlig går og laver og ikke mindst, hvorfor vi gør, som vi gør.

Der er blevet skabt en forventning om, at vi alle hele tiden skal være effektive og succesrige. Det er nærmest blevet forbundet med en vis status at have travlt.

Det skræmmende her er, at vores kultur har skabt et svar herpå. Når folk mister kontrollen over deres egen situation, har vi fået opbygget et batteri af psykologer, læger, sagsbehandlere, terapeuter, coaches, der kan tage os i hånden og i bedste fald få os op på hesten igen eller i værste fald i den evige sygeseng.

Det mærker vi også i skolen. Børn, unge og skolen lider under et konstant pres for at opnå resultater. Landet over ser vi en bekymrende stigning i børn og unge, der har brug for hjælp til at håndtere det at trives med sig selv og deres omgivelser.

Vi taler ofte om modet til at gøre tingene anderledes, men hvorfor er der ingen, der stopper op – standser verden og siger. Jeg vil af. Fordi vi har skabt et samfund, hvor fejl ikke længere er en mulighed.

Jeg kan se, at vi i skoleverdenen har brug for – og det gælder både elever og medarbejdere – at give os tid til at tage en dyb indånding og få skabt en ro og balance i vores tilgang til læring og måden at være sammen på.

Den indånding er der af en eller anden grund ikke længere tid til, og konsekvensen heraf er, at vi løber rundt i cirkler og mistrives og i værste fald bliver syge.

Jeg har været skoleleder i den danske folkeskole i mange år. Jeg kan selvfølgelig have et totalt ukritisk forhold til det, jeg ser.

Jeg er dog sikker på, at rigtig mange vil bakke mig op, når jeg siger, at vi gennem vores efter min mening uheldige samfundskultur har fået skabt et skolesystem, der er medvirkende til at skabe mistrivsel, og alt hvad der er forbundet hermed.

Vi er nødt til at reflektere kritisk over vores egen skolekultur. Nødvendige kommunale besparelser har lagt et øget pres på tid, økonomi, kontrol og dokumentation i en sådan grad, at vi mere og mere er kommet til at ligne en virksomhed, hvor målet er at være så effektive som overhovedet muligt og det med forestillingen om, at vi kan løse alle problemer ved hele tiden at gøre alt hurtigere og billigere.

Vi kan ikke i skoleverdenen få det hele for det halve ved at løbe dobbelt så hurtigt.

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste fællesbærende samfundsindsats, der er vigtigere end skolen, og jeg er reelt bekymret for de sideeffekter, som vores nuværende skole skaber.

Tidligere kunne vi dække os under, at vi var styret af forvaltningerne, konsulenterne eller det politiske system. Den agenda er der ikke helt længere – og dog. Vi har med landspolitikernes velsignelse nok fået et tilbud om mere frihed til at gøre noget andet.

Men den frihed vil altid være voldsomt udfordret så længe, at den nuværende skoleideologi stadig bygger på en forestilling om, at stram læringsmålstyring, test, afgangsprøver og skolebenchmarking stadig er den stærkeste brik på brættet i spillet om skolen.

På trods heraf er vi er som skolefolk nødt til at gå forrest og forsøge at skabe en skole, hvor tempoet, individualismen og resultatregimet reduceres.

Der skal skabes tid til, at vi igen kan forbinde os til hinanden og genskabe værdien i at være en del af fællesskabet i en læringssammenhæng.

En skole, hvor vi igen begynder at interessere os for, hvad vores kerneværdier og opgave egentlig er. Ganske enkelt forsøge at slippe af med eller komme udenom de elementer i vores nuværende skolekultur, der ikke passer til vores mission.

En skole, hvor læreren gives tid til at kere sig om eleverne. En skole, der reducerer administrative opgaver og tiltag, der har lidt eller intet at gøre med undervisningen, og som fortærer den nødvendige tid til at støtte den enkelte og fællesskabet.

Vi løser ikke problemerne ved at symptombehandle. Når brandalarmen registrerer en brand, er det kloge valg jo ikke bare at tage batterierne ud af brandalarmen. Det slukker i hvert fald ikke ilden.

Ganske enkelt skal der gives plads og tid til igen at kunne trække vejret ned i maven, derfor skal vi NÅ MINDRE PÅ LÆNGERE TID.