Af Michael Skytte Pedersen
Det er foreløbigt blevet til 217 kampe fordelt over de sidste 14 år for førsteholdet i Hirtshals Boldklub, men efter denne sæson er det slut. Arbejde og transporttid til og fra Hirtshals fylder for meget, og så er det vist på tide at få gennemsnitsalderen på holdet ned, da vi stadig har 3 på holdet, der er ældre end jeg er
De 217 kampe er fordelt mellem Serie 3 og Jyllandsserien og under 8 trænere, og sammen med rigtig mange holdkammerater. Jeg nåede at spille sammen med den helt gamle garde, Bob, Jesper Larsen, T, Poulsen og alle de andre gamle røvhuller – jeg nåede også at spille sammen med alle Gravesen brødrene, Lasse, Jesper og Ronni, som på hver deres måde er en mundfuld og en underholdning at spille sammen med.
Men 3 spillere skinner særligt igennem. De var alle med i debuten i april 2006, og vi spiller alle stadig på hold sammen. Det gjorde vi faktisk første gang i 1998 som lilleput, hvor vi blandt andet nåede finalen i Lemvig Cup. Kim Bærentsen, Nikolaj Andersen og nu spillende træner Martin Eriksen har jeg delt klart de fleste fodboldoplevelser sammen med, så det er vemodigt, at det nu sker for sidste gang på Schlie Arena i Hirtshals. Det er fedt, at vi er en gruppe på 4 spillere der kan spille på samme hold i så lang en årrække. Tak for minderne!
Fedt er det også, at jeg har spillet sammen med mange, som er mine nære venner udenfor banen den dag i dag – Martin Brinch Martin Sørensen, Daniel Knudsen, Peter Steen Jensen, Mathias Pedersen, Kasper Pedersen, Anders Kent Lauritsen har jeg været heldig og spille kampe med på Hirtshals Boldklubs førstehold, og det er minder jeg aldrig vil glemme – og som vi stadig snakker om.
I Hirtshals Boldklub vil jeg nok mest være kendt for 2 ting: Ham klubben hentede hjem fra Spanien for at spille en enkelt kamp i Serie 2 for at undgå nedrykning – hvilket vi gjorde. Og for at løbe 78 minutter i hælene af Razak Pimpong i pokalkampen mod Viborg FF i 2009. Han brændte græsset af i Hirtshals, og jeg så kun røgen.
Hvad så nu? Godt spørgsmål. Jeg har et ønske om at være spillende assistenttræner på serie 2 eller 3 niveau næste år, men lige nu gælder det om at Hirtshals endnu en sæson i Serie 1 – og derfor skal vi vinde kampen i morgen på Schlie Arena mod Aabybro. Da det bliver min sidste hjemmekamp, så giver jeg en kasse øl – de første 30 tilskuere der henter en øl i Kaj Tyrs biks får den gratis på min regning.
Tak til alle HB-medlemmerne, klubkammeraterne gennem tiderne, trænerne og ikke mindst Troels Wiis Gaardbo, som var træneren, der permanent satte mig på holdet da han overtog. Minderne er uforglemmelige!
Foto: Mikkel Hermansen, Hirtshals Boldklub og Niels Skipper.