Allerede umiddelbart efter tirsdag aftens koncert i Cabaret Café med Michael Slot Pihl og datteren Catharina poppede begejstrede kommentarer op på Facebook.
– Musik og lyrik er tit den direkte vej til hjertet. Og det lykkedes også denne aften til Cabaret Café. Og træt bliver man aldrig af Halfdan Rasmussen, Norbrandt, Holst og andre, som Michael Slot Pihl smukt gav liv. Og varm, sørgmodig, kærlig og klogere med håb kan man gå hjem, noterede Karl H. Bornhøft.
Arne Dørup Jensen sparede heller ikke på rosen efter en dejlig aften, hvor Michael Slot Pihl gennem sine fortællinger fik bundet programmet flot sammen, så musik og lyrik gik op i en højere enhed.
Et ekstra lag kom til, når far og datter sang to-stemmigt. Deres stemmer klingede så fint sammen, og de kunne jo i den grad også hver for sig, så det bliver spændende at følge fremadrettet, lød skudsmålet fra Arne Dørup Jensen.

– Rigtig god idé med billeder og tekst i baggrunden, så man kunne følge jeres fortolkning af ordene på en meget nærværende måde, tilføjede Arne Dørup Jensen.
Michael Slot Pihl var da også selv rigtig godt tilfreds og en ovenud glad mand, da de sidste toner og velfortjente klapsalver havde lydt fra scenen på Vendsyssel Teater. Musikeren opremsede selv tre faktorer bag succesen.
– Den største for mig var nok, at jeg havde min datter med på scenen for første gang. Og hvilken debut. Den anden var det interesserede og positive publikum, der tog så godt imod sangene og fortællingerne. Lyrik er godt, når det rammer, især sammen med musik, lød det fra Michael Slot Pihl.
– Den tredje var, at aftenen sluttede i godt selskab med børn, deres kærester og venner, fastslår den lyrisk anlagte musiker, som ved siden af sangene er skoledistriktsleder.
Foto: Privat.