Af Michael Vajhøj
Venstre
Hjørring
Disse dage forhandles der om den kompensation, der nok medfører, at jeres erhverv får det endegyldig dødsstød. Den dag har været ventet siden 4. november, men det gør ikke, at den gør mindre ondt.
Debatten om den kompensation har også affødt kommentarer som;
“Priserne på minkskind har været faldende i mange år!”
“De er jo vandt til at slå deres dyr ihjel hvert år, så der er ingen grund til at stå og tude!”
Alt sammen som argument for at den skal være så lav som muligt.
Manges livsværk forsvinder nu. Ja, faktisk mange generationers livsværk forsvinder nu.
Et livsværk kan ikke gøres op i penge, penge kan ikke gøre op for den traumatiske og afskyelige situation I uden skyld er kastet ud i.
At gøre det op i penge, er desværre bare det eneste, vi kan disse tider. Det og så at vise jer den forståelse og anerkendelse, som I har fortjent! Hvor førstnævnte er lagt i politikerne på Christiansborgs hænder, er sidstnævnte vores alles fælles opgave!
Kære minkavlere. Både jer jeg kender og jer andre. I har min dybeste medfølelse. I har fra mange fronter haft en hård medfart i flere år, som jeg ikke håber bliver dét minde, I tager med her fra.
I har været med til at gøre vores landsdel og nation til det rige samfund vi er en del af. I har været med til at udvikle og forbedre det.
I har al mulig grund til at være stolte af jeres indsats, og vi andre har al mulig grund til at være taknemmelige. TAK!
Intet bliver som før, men livet er heldigvis ikke forbi. I morgen står solen igen op på ny.