Af Mikael Justesen
Jeg har siddet og læst lidt på Facebook – og det har resulteret i at jeg har nu har 10-15 færre “venner” end før. Jeg har sagt farvel til alle der har spredt misinformation omkring vaccinen imod covid-19.
Det har jeg gjort, fordi jeg tror mere på den hær af videnskabsfolk og eksperter, der har været med til at udvikle, fremstille og godkende vaccinerne – end på Bodega-Bent som har hørt noget nede på hjørnet om en ekspert fra Timbuktu eller deromkring der muligvis er næsten færdiguddannet læge og som har skrevet en reeksamen om problemerne ved en vaccine.
Jamen har de ikke ytringsfrihed, dem der mener noget andet? Jo. De må ytre sig alt de vil – men jeg har også friheden til at vælge hvad jeg gider høre på. Og ærlig talt – jeg gider ikke høre på, hvordan nogle mennesker benytter sig af den her forfærdelige situation til at øge usikkerhed og frygt ved at viderebringe konspirationer og spekulationer. Derfor: Farvel og tak.
Men hvad så med skeptikere – dem der ikke vil lade sig vaccinere, kan du spørge. Gider jeg heller ikke være ven med dem? Joda! Tvivl er godt, jeg går ind for tvivl! Og jeg forstår udmærket at nogen føler sig usikre. Cirka 20 procent her til lands, ser det ud til. Det er helt fair. Jeg ville gladelig lægge overarm til et skud her og nu – men har man ikke lyst – så lad være. Men undlad venligst at forsøge at underbygge din private tvivl med fiksfakseristiske og næstenvidenskabelige argumenter. For hvis ikke 70-80 procent af os tager et skud for fællesskabet – så er det her skrammel kommet for at blive. Med ubeskrivelige konsekvenser til følge.
Nu ved du hvor jeg står. Og hvis det medfører at du ikke gider være ven med mig: fair nok. Slet mig.
Sagen er nemlig at her har vi med en sag at gøre, hvor det ikke handler om bodegadisciplinen “at mene noget”. Men derimod om den videnskabelige disciplin “at vide noget” – som feks. Brostrøm, Mølbak, Randrup og de andre. Du må mene lige hvad du vil. Men lad være med at lade som om du ved noget, med mindre du har en akademisk uddannelse på højeste niveau på et relevant felt – og 20-30 års praktisk erfaring. Har du ikke det, så tvivl bare. Men gør det i stilhed.
Tak.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.