Af Mikael Justesen
Hvad vil der stå om os i historiebøgerne? Os der gennemlevede Den Store Corona.
Der vil stå noget om mink, testcentre, fællessang og hjælpepakker. Og noget om en rigsretssag, der blev eller ikke blev til noget.
Men hvad vil historien sige om os? Altså os veteraner: Dig, mig, vi to og alle de andre.
Vil de fleste afsnit blive om sammenhold – eller om splittelse? Vil fremtiden sige, at fællesskabet Danmark stod sin prøve – kulturelt, socialt og økonomisk.
Eller vil man se tilbage og sige: Dér begyndte det at falde fra hinanden.
Vil der blive trukket en linje fra det der skete i i Trumps USA med hadsk snak og dybe grøfter til et tumultarisk 2021-Danmark med optøjer, løgn, sludder, misundelse og egoistisk skubben sig selv forrest til hjælpepakker og vacciner? Eller vil fremtiden se tilbage på os, vores tid og vores præstation og kalde det danskernes prægtigste stund? T-tiden.
Ikke T som i Trump – men som i Triumf, kronen på velfærdsfærdsværket – bygget op med mange generationers fælles møje.
Lige nu står det og vipper. Der er elementer af begge dele. Flest af de gode – men tendenser til et skred i den gale retning. Tonen skingres, “mig, mit og mine” vinder frem. Desperationen og trætheden trænger skulder ved skulder-solidaritet og “samfundssind” bagud.
Historien sker lige nu, og historikerne sidder med pennen spidset. Om lidt er det ovre og efterrationaliseringen går i gang. Så hvad vælger vi? Altså – du og jeg.
Skal vi ikke prøve om vi kan sætte en skulder i her til sidst, så afsnittet om Coronatiden i historiebøgerne bliver noget, vi kan læse med stolthed – og være bekendt at vise vores børnebørn?
Tænk sig hvis det var det, eftertiden huskede os for. Det håber jeg mange vil ønske – sammen med mig.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.