Af Mikael Justesen
Nu ved jeg det. Nu ved jeg det simpelt hen. For nogle års siden opstod i mig en ustoppelig trang til at vende hjem efter at have væk fra Vendsyssel i mange år. Og nu ved jeg hvorfor.
Det slog ned i mig her til morgen, da jeg passerede Sæby Kirke. Nej, det var ikke nogen religiøs vækkelse. Det var såmænd bare et minde om at her, lige nøjagtig på dette sted, skulle jeg under en klassetur for omkring 40 siden holde en bestemt pige i hånden. Jeg var ni og jeg ved ikke hvordan hun havde det med det – men lad os sige det sådan her: det passede mig helt usædvanlig godt at det lige blev hende jeg skulle holde fast i, der under 3. C.’s årlige udflugt.
Og sådan nogle momenter har jeg hele tiden, når jeg færdes rundt omkring heroppe. Dér gik jeg på havnen i Hou med morfar, som folk på egnen stadig husker som store Ras – han lærte mig at svømme med tøj på i bassinet. Dér er indkørslen til Fårup Sommerland hvor vi flere gange årligt havde den bedste dag nogensinde. Dér er kælkebakken i Vodskov, hvor jeg fik min hidtil sidste tur på en bobslæde – den knaldrøde og dybfrosne plastikracer flækkede under mig efter et enormt flyvehop og så var dét ikke sjovt mere. Dér købte jeg min første bil, der kyssede hende gymnasiepigen mig selv om jeg kun lige var begyndt i 9. Dér – dér – dér og dér arbejdede jeg i skoletiden. Kørte med aviser, malede striber på fabriksgulvet, vendte burgere og solgte tøj i sommerlandet.
Dér oplevede jeg en fiskeauktion i Skagen med min far og min bror, som vidste hvad der var for nogle fisk de solgte. Jeg kunne bedst li’ rejer. Dér slagtede vi en gris der ellers var stukket af fra sin skæbne men den endte på krogen alligevel under megen hylen og skrigen. Dér var vi tit på skovtur med kaffe og hjemmebag, dér holdt vi blå mandag – i Karolinelund som nu er lukket. Og drak forbudte øl og brugte penge vi havde fået uden at bestille noget på at købe ting vi ikke havde brug for – begge dele uhørt.
Mit eget museum. Det er det, det er. Min historie hvor jeg kender det hele, ved præcis hvordan det dufter på en havn en sommerdag, hvordan havet lyder i al slags vejr og hvordan man med et lille nik til en fremmed man møder på en tidlig gåtur en forårsmorgen siger “jeg har set dig og vi har noget til fælles”.
Ikke mausolæum – ikke endnu da! Og heller ikke sådan et montre-museum hvor man nok må se men ikke røre og hvor der lugter af støv. Men et levende, arbejdende museum hvor fortiden forklarer nutiden hvorfor ting blev og er som de er.
Ikke stillestående men bare en base, hvor mange ting er givne. Og hvor et kendt fundament giver ro i sjælen og dermed et overskud til at opleve nutiden, suge øjeblikket til sig. Jeg er på ingen måde færdig med at se hele verden og alt det nye – men jeg ved hvor nålen sidder fast.
Det var det jeg forstod, dér ved kirkens dør. Jeg er ikke en flygtning der krydser sit spor men en rejsende med en fredshavn.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.