Af Mikael Justesen
Direktør hos TV2 Nord
Ikke god jul. Men glædelig jul. Jeg vil gerne slå et slag for at vi i sproget fastholder det noget mere højstemte og højtidelige “Glædelig jul” – frem for det mere dagligdags “God jul”.
Det kan da være lige meget, vil nogen måske mene. Men det er det ikke. Julen er en magtfuld energi, sammensat af gode minder, fortidens spøgelser, overvejelser, eftertænksomhed, savn og skuffelser, drømme og forhåbninger. Tilsat det faktum at mange af os har gjort os umage for at julen skal blive noget særligt. Ligesom generationerne før os gjorde det – for vores skyld.
Glædelig jul betyder for mig IKKE at du får hvad du ønsker dig eller at du får mandlen i a la mand’en. Det er at du i løbet af din jul oplever et moment af samhørighed med noget større end dig selv. Det kan være din tro, dine nærmeste eller en indre oplevelse. Kald det lykke, om du vil. For mit eget vedkommende har det moment ofte fundet sted i kirken – helt præcist i et bestemt vers i salmen Det Kimer Nu. “Hold selv i os din julefest”. Det synger vi, og det har mange, mange gange fået det til at risle ned af ryggen på mig. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ikke religiøs. Men der er sket et eller andet akkurat dér.
Mit julebillede forestiller to elementer der gør lidt af det samme for mig. De to glasnisser fik min mor af gode venner fra Norge – for mange år siden. Jeg arvede dem – og har nu passet på dem i over 25 år. De rummer minder og glæde og favner også et savn.
Og så er der bogen med teksten til Et Juleeventyr af Charles Dickens. Historien er, at da min bror jeg jeg var børn, sneg vi os ofte meget tidligt op den 24. december. Satte os i stuen – med duften af juletræet som var blevet pyntet dagen før i næsen. Tændte for fjernsynet – laveste lydstyrke, for klokken var sjældent mere end 6. Og så så vi den gamle, uhyggelige sort-hvid version af eventyret om den nærige Scrooge der på den hårde måde lærte at holde en julefest. Der findes ingen bedre måde at starte julen på.
Julen er fortid, nutid og fremtid. Det første kan vi ikke gøre noget ved. Det sidste ved vi ikke noget om. Men det i midten, det er vores eksistens, det eneste der er, vores liv. Der hvor vi er. Den allerstørste gave. Øjeblikket lige nu. Hvad vil du bruge det til?
Rigtig glædelig jul til alle.
Man siger vel “god jul” frem til den 24. december, fordi det netop er dét, man ønsker: At andre mennesker må få en god jul, når den oprinder. Og så siger man “glædelig jul”, når tiden er inde – oftest efter gudstjenesten 24. december – og så længe julen varer. Det samme gælder påske m.m.