Af Mikael Justesen
Direktør hos TV2 Nord
Sådan en stille morgen kan jeg godt sidde og tænke: hvad er det egentlig jeg laver? Altså, hvad er mit job – sådan inde i sin kerne.
Misforstå mig ikke, jeg ved godt hvad mit job er. Jeg har nogenlunde styr på både opgaverne og kravene og alt det der. Men hvad skal jeg stille op med det hele?
Jeg plejer at oversætte min opgave til: jeg skal være med til at bygge Nordjylland bedre. Det var med den ambition jeg for over ti år siden sagde ja tak til jobbet som chef for TV2Nord.
Om det er lykkedes? Det ved jeg ikke, andre må vurdere det. Men jeg har forsøgt, sammen med mine aldrig svigtende kolleger. Og hvis jeg må prale lidt: i aftes lykkedes det – i hvert fald i et glimt.
Jeg fik lov til at være med til at samle penge sammen til den velgørende forening GestusNord. Vi var en flok – Mads Duedahl, Mads Peter Veiby, Stine Rex, Maja Torp Nielsen og mange flere. Og ved fælles hjælp fik vi over 550.000 kroner ind på kontoen. Penge der nu kommer nordjyske børn til gode. (Der er desværre også børn i vores område der mangler det vi andre opfatter som standard)
Sådan en dag synes jeg det hele går op i en højere enhed. Vi brugte vores gennemslagskraft på TV2 Nord til at vise en problematik frem, give børnene og deres forældre en stemme – og måske gjorde vi livet en lille bitte smule nemmere for nogle af de børn, der ellers har det sværest.
Vi får ingen Cavlingpris for den slags journalistik. Ingen hædrende omtaler i mediebranchen. Det rydder ingen forsider i andre medier og det løser heller ikke det grundlæggende problem: at nogen bare ryger gennem sikkerhedsnettet trods alle gode forsøg på at sikre det modsatte – og står der på en perron uden et tog at stå på.
Og det er helt ok. Der er noget der er mere værd. For jeg fik den allerstørste kompliment af et par barneøjne, da vi efter udsendelsen delte en legetøjsulv ud til de hver af børn, der var med i studiet for at fortælle deres historie. Ulven kommer til at spille en hovedrolle i den julekalender som om et par uger har premiere på #tv2 – og lur mig om ikke den bliver lige så populær som Tinka-huen var for et par år eller tre siden.
De der barneøjne, dem glemmer jeg ikke. Drengen med øjnene havde siddet med sin mor og bygget med Lego under udsendelsen, spist slik, klappet og fortalt om sine oplevelser på live tv. Så stærkt. Men da han fik sin ulv og krammede den som om han havde fået en ny bedste ven – da vendte jeg mig lige væk et øjeblik for at samle mig. For at blive så glad for at få en tøjbamse – det hører til sjældenhederne.
Lige der synes jeg, mit job i den grad gav mening. Jeg håber ikke han fik et minde for livet, den lille purk. Jeg håber han gennem tilværelsen vil få mange meget større oplevelser som vil udviske denne aften.
Men jeg fik et minde for livet. Jeg kommer ikke til at glemme, hvor lidt der egentlig skal til for at sætte stjerner i andre menneskers øjne. Gøre vejen lidt mere jævn for dem der kører ad en bulet sti. Bygge Nordjylland lidt bedre. Bare lidt, men til gengæld tit.
Det vil jeg gerne være med til, og i mit arbejde for at samle penge sammen opdagede jeg: det er der rigtig rigtig mange der også vil.
Så – lad os gøre det. Gøre Nordjylland lidt bedre. Skulder ved skulder ved skulder. Så kan vi meget.
Tak til de folk, der sagde ja til at give lidt af deres overskud. Jeg ville ønske I havde set det jeg så i drengens øjne.
Link til relateret artikel