Af Mikael Justesen
De ligger der endnu, mindestenene fra forrige gang vi mistede vores frihed. Kæmpestore huskekager i jern og beton, skriftløse helleristninger som til stadighed erindrer om at friheden ikke er en given ting, men noget vi altid skal være parat til at kæmpe for.
Og nu gør vi det igen. Ikke med simple maskinpistoler, sprængstof og illegale blade – men med mundbind, sprit og afstand. Fjenden er ikke en fremmed magt med en syg ideologi men stadig farlig, farlig, farlig.
Om to dage kan vi fejre sejren over det onde der faldt sammen i femogfyrre. Men det sker endnu engang i skyggen af vor tids besættelsesmagt. Vi er stadig nogle måneder fra sejren i denne krig. Men vi vinder – en dag ad gangen.
På tirsdag sætter vi lys i vinduerne for at mindes og for at hylde friheden og dem, der gav os den. Vi kan sætte dato og klokkeslæt på vores nazismefrihed. 040545 20.34. Sådan går det næppe med den fjende, vi kæmper mod nu. Det er svært at forestille sig at man kan sætte en dato på: lige dér knækkede vi coronaen.
Men der vil være behov for og grund til jubel når vi kan gøre alt det vi ikke kan nu. Og der vil være behov for at finde nogle helte og nogle fælles historier om denne tid, for på den måde at genlære lektien fra 1940-1945: frihed er hverken gratis eller noget vi kan regne med. Det er derimod en flygtig flamme, der konstant skal næres, skærmes og til tider tæmmes.
Når jeg tænder lys og sætter det i vinduet på tirsdag, så gør jeg det til ære for frihedskæmperne. Og fra nu af vil jeg gøre det, både for de gamle fra bedstefars tid – og for dem der har lidt og stridt denne gang. De syge, de døde, deres nære og alle der har gjort deres til at dette nok blev slemt. Men ikke værre.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.