Af Mikael Justesen
Skuffelse er en grim følelse. Det er meget, meget værre end sur. Der er sådan en ram odør af bitterhed og tomme ølflasker, der har stået i solen, over det.
Men ja, jeg er skuffet. Her kommer man hjem og ser straks en gigantisk papirspose på køkkenbordet. Den er propfyldt og designet lader ingen tvivl. Det driver ned ad den med fredagsstemning og bland-selv. Lakridsbåde og andre eventyrligheder. Se bare (billedet) hvor den der gule bamse er selve inkarnationen af slik. Den ER slik. Slikkens Godfather – and an offer you can’t refuse!
Normalt ville en sådan sækfuld aldrig finde vej til vores køkken – og slet ikke på en almindelig onsdag. Men der er lige det at den nærliggende campingplads lukker for vinteren. Fast tradition: brandudsalg på hele sortimentet – det hele til det halve. Så jeg troede at nogen havde været ovre og hjælpe købmanden af med de sidste rester.
Nu skal man ikke tro. Man skal vide. Så jeg sneg mig ind på den svulmende pose. Stille som en ninja. Og forsigtigt foldede jeg papiret til side. Man skulle jo helst ikke kunne se, at nogen havde været i posen. “Vi” spiser nemlig kun slik om fredagen. Yeah right.
Uden at knitre ret meget med det sprøde papir, kiggede jeg ned i posen. Forestil dig en arkæolog der efter årtiers søgen endelig har fundet en faraos uberørte grav – og nu forsigtigt investigerende kigger ind gennem den første sprække i murværket. Så har du billedet.
Første tanke: det var dælme nogle solide vingummier.
Anden tanke: hvorfor faen har hun kun købt een slags?
Tredje tanke: ah, det var nok fordi det var det allersidste der var tilbage i butikken.
Fjerde tanke: kæft de vingummier ligner tomater.
Femte tanke: hvem faen i hede hule…. kan være så totalt nederdrægtig at fylde en pose – som alle ved kun er til slik – op med cherrytomater?!
Sjette tanke: bliver jeg filmet lige nu? Tager nogen pis på mig?
Syvende tanke: for faen, jeg kan ikke engang skælde nogen ud uden at blive afsløret i at have nærstuderet slikposens indhold.
Nu er det sådan at Skuffelse har en endnu værre fætter. Han hedder Utaknemmelig. Så jeg vil da gerne takke den gode ven af huset, som havde haft den venlighed at dele ud af drivhusets overflod ved at sætte en pose hos os. Det skal da ikke hedde sig.
Men det HAVDE været rarere hvis han var kommet med tomaterne i en frysepose fra Rema så man straks kunne se hvad der var af sager i sækken.
Det havde sparet mig for megen pine og en ubændig trang til de lakridsbåde, der var så tæt på og dog så langt fra.
Mikael Justesen er direktør ved TV2 Nord.