Af Mikael Justesen
Dette er ikke tre stykker smørrebrød. Det er ikke engang et billede af tre stykker smørrebrød. Det er et billede af, at vi bor i verdens bedste land.
Min fortælling starter før sommerferien, hvor jeg gik en tur til lægen – jeg kunne ikke rigtig blive frisk igen efter en infektion. Det viste sig, at jeg havde raget noget hjerteflimmer til mig.
Det kunne jeg godt have undværet, men når det nu skulle være: sikke en fuldstændigt sindssygt velsmurt maskine, jeg blev mødt af, da jeg fik behov for sundhedsvæsnet. Effektiv og samtidig bemandet med det mest venlige, kompetente, hjælpsomme og omsorgsfulde personale – hele vejen igennem.
Fra det øjeblik min egen læge konstaterede, at jeg havde hjerteflimmer, til jeg lå med alle mulige apparater tilkoblet, i en seng på modtagelsen på Hjørring Sygehus, gik der cirka 40 minutter. Efter en time var den medicinske behandling i gang. Efter en time og ti minutter var jeg på hjerteafdelingen og tilset af en hjertespecialist. Jeg havde forlængst fået at vide, hvad jeg fejlede og at det er en ubehagelig oplevelse – men ikke livstruende, når den er behandlet. Så vidt, så godt.
Jeg skulle være på sygehuset i nogle dage, mens dikkeværket blev overvåget og grundigt undersøgt. Imens blev medicinen fintunet og jeg blev konstant holdt godt orienteret om prøvesvar, udviklingen i mit blodtryk og min puls – og uafladeligt spurgt, om jeg havde det godt og om der var noget, jeg ville spørge om eller manglede.
Undervejs fik jeg en række valgmuligheder og grundige orienteringer om fordele og ulemper ved de forskellige valg – og så snart det var forsvarligt, blev jeg udskrevet. Og fik et direkte nummer til afdelingen stukket i lommen. Og en aftale om at komme tilbage og få hjertet skubbet på plads med et elektrisk stød, når medicinen lige havde fået lov at virke.
Jeg fik pga tidspres behov for at ændre den aftale et par gange. Var det et problem? Overhovedet ikke. Og var jeg grøn i hovedet på behandlingsdagen ved tanken om at skulle have skudt en ret kraftig strømladning gennem hjertet? Mørkegrøn!
Men personalet var igen rolige, grundige og tålmodige, så da jeg fik min narkose og besked på at tænke på noget rart, kunne jeg gøre det afslappet og i balance. Og jeg vågnede op med den fineste, stabile hjerterytme. Videre ud i verden med mig!
Og da jeg så, natten til i søndags, vågnede op med et tilbagefald, havde jeg jo sedlen jeg fik i lommen. Et opkald – og en læge ringede tilbage efter kort tid. Ro på, det fikser vi, nyt stød og så ser vi lige på mulighederne.
Det var så i dag, 48 timer senere, lige så gelinde som første gang. Sammen med lægen fandt vi en sandsynlig årsag til tilbagefaldet og han ridsede igen valgmuligheder op. Svarede på, hvad han selv ville have gjort, hvis det var ham der havde en hjerterytme som var det moderne jazz. Og så traf jeg samme beslutning.
Nyt “tænk på noget rart” og så godnat med mig – og ti minutter senere: Så må du godt vågne, Mikael. Og det gjorde jeg – med en fin hjerterytme igen. Og bevidstheden om, hvad jeg skal gøre for, at det forhåbentlig fortsætter sådan og viden om hvilke muligheder, der er, hvis det driller igen.
Nu er det så vi kommer frem til det med verdens bedste land. For behandlingen i sig selv burde jo faktisk udløse titlen – siger jeg, vel vidende at der findes andre historier om, hvordan ting også går galt på vores sygehuse. Ting går galt – også på sygehuse. Men i mit tilfælde: Jeg har kun mødt Rolls Royce-modellen.
Og jeg vil godt vide, i hvilket land det på alle måder fremragende personale lige topper den lægelige behandling op med at spørge, om man ikke kunne tænke sig lidt at spise? Og derefter serverer (!) tre fine håndmadder og en kølig juice til patienten, som har fastet siden aftensmaden dagen før.
Det er simpelt hen formidabelt – trygt, ordentligt og topkvalificeret. Og uden at der ligger en regning ved udgangen. Den er betalt af fælleskassen, sådan som det skal være. Selv smørrebrødet, som i øvrigt smagte fantastisk.
Jeg håber, nogle af de dygtige og venlige mennesker, der har taget sig af mig og mit problem – læser det her. Og jeg håber, at de givet lige så dygtige og venlige og helt og aldeles uundværlige mennesker andre steder i sundhedssystemet også tager rosen til sig. For hold da op hvor er I bare gode!
Frontkæmpere i verdens bedste land.
Tak for det I gør!
Mikael Justesen er direktør ved TV2 Nord.