På stranden ved Løkken ligger enorme bunker af farvestrålende plastikstrimler med en kanyle viklet ind her og der, skriver TV2 Nord. Der ligger også køleskabe, store propeller, massevis af puder og sko.
Det ligger overalt. Jeg har aldrig set det her før. Henrik Beha Pedersen, stifter og bestyrelsesformand, Plastic Change.
Oppe i klitterne ligger smulder fra flamingokasser – det lette plastik bliver hurtigt bragt videre af den stærke blæst.
Det tunge bliver liggende indtil videre. Enkelte af bunkerne vejer op til 40 kilo. Og jo længere tid, det ligger der, jo sværere bliver det at fjerne helt. Dermed bliver forureningen permanent.
Det fortæller Henrik Beha Pedersen, bestyrelsesformand og stifter af organisationen Plastic Change.
Han har tirsdag besøgt en af de nordjyske strande, der i høj grad er præget af, at et Mærsk-skib under stormen Pia fredag tabte 46 containere i vandet ud for kysten mellem Bulbjerg og Svinkløv.
– Der ligger virkelig, virkelig meget plastik derude. Det ligger overalt. Jeg har aldrig set det her før, siger han til TV 2.
Bliver værre for hver time, der går
Ifølge ham er det i høj grad Mærsks skyld, at de mange plastikgenstande, som ikke hører til på stranden, fortsat ligger, hvor de gør.
Mærsk burde nemlig have haft en plan klar straks efter tabet af containerne, fortæller han.
– Det er kritisk, at der går så lang tid. Det er meget bekymrende, at man ikke har en plan for det her, siger han.
Mærsk har jo lovet, at de vil rydde det hele op, og at de vil blive til den bitre ende. Hvad er så problemet?
– For hver time, der går, bliver det sværere at få fat på det. Det bliver begravet i sandet og flyver op i klitterne, det bliver nedbrudt, og storme kan tage plastik med ud i havet igen.
Ikke raketvidenskab
Det strandede gods begyndte at drive i land fra de tabte containere 22. december. For fire dage siden.
Da burde Mærsk med det samme have placeret containere langs stranden, som de mange frivillige kunne samle plastikken i, mener Henrik Beha Pedersen. Hundredevis af frivillige er nemlig i færd med at samle plastikken i store bunker.
– Hvis man med det samme havde stillet containere ud, kunne du meget hurtigt få samlet store mængder ind. De frivillige derude skal bare tilbydes et sted, hvor de kan lægge tingene hen og en guide, der viser dem hvor. Det er ikke rocket science.
Støvler og puder har også fundet vej til stranden. Foto: Henrik Beha Pedersen
Danmark har i forvejen et hav og en kyst, som er belastet med plastikforurening, og som bliver belastet yderligere nu, mener Henrik Beha Pedersen.
– Det er prikken under udråbstegnet på et problem, som i forvejen er stort. Derfor er det på plads, at man har en plan klar, i hvert fald til fremtiden, siger han.
Vil opskalere indsats
TV 2 har forelagt kritikken fra Plastic Change for Mærsk. De har ikke haft mulighed for at besvare den tirsdag aften.
Men til Ritzau oplyser sikkerhedschef for Mærsks flåde, Søren Thuen, at selskabet ser “med stor alvor på situationen”.
– Det er vores ansvar, og vi er med, indtil alt er ryddet op, og helt indstillet på at dække de omkostninger, der måtte være forbundet med oprydningen, siger Søren Thuen.
Indsatsen vil blive skaleret op de kommende dage, oplyser han videre.
Mærsk har hyret et bjærgningsfartøj, der forsøger at lokalisere og bjærge de tabte containere, der endnu ikke er skyllet i land.
Kilde: TV2 Nord.