Conrad sov stille ind den 5-5-2021 omgivet af sine nærmeste.
Hermed er et mægtigt fyrtårn for stedse slukket, men Conrads betydning og inspiration for utallige enkeltpersoner, uddannelsessteder og organisationer har sat sit markante spor i mange år fremover.
Conrad kæmpede hele sit liv – med mange blivende resultater – for ligeværd og svage borgere med særlige behov – navnlig unge med særlige behov, – og for at disse sårbare grupper ikke skulle efterlades på perronen, på passiv forsørgelse, men inddrages i samfundet og bidrage hertil gennem aktiviteter tilpasset den enkeltes muligheder, således at disse borgere får et indholdsrigt og værdigt liv.
“Kampen for ligeværd hører aldrig op” var Conrads mantra.
Conrad var i mere end 25 år forstander for PMU, som han med flid, initiativ og målrettethed udviklede fra at være stort set ingenting til det PMU er i dag, med uddannelse og undervisning for unge med særlige behov, med tilhørende 10 værksteder, med alt fra produktion af trævarer-tømrerværksted, metal og auto, fragt- godstransport, catering , skov og gartneriproduktion, små film til keramisk brugskunst – og med boende elever i botilbud efter bl.a. §66 og §107 m.m. og dagelever efter reglerne om STU.
Det var i øvrigt også Conrad, der var en af de første, som inddrog studenterhuen for STU elever, som de får ved afslutning af forløbet hos PMU.
Conrad øvede stor indflydelse og idérigdom ved opbygningen af Landsforeningen for Ligeværd, ligesom han søgte – og fik – stor politisk gennemslagskraft gennem sit politiske netværk – både lands og lokalpolitisk indenfor stort alle politiske partier alt for, på enhver mulig måde, at fremme ligeværd for borgere med særlige behov.
PMU og mange andre er Conrad stor tak skyldig, og PMU er vemodig ved tanken om, at han kun fik et år som pensionist. Conrad gik på pension den 30. april 2020
PMU- og andre – har en stor og tung arv at løfte, for kampen for ligeværd holder aldrig op.
Ære være Conrads minde.
Erik Bo Sørensen, Formand PMU
Solveig Vejen, Forstander PMU
Kilde: PMU
PMU er et uddannelses- og botilbud for unge med særlige behov i Hjørring Kommune.