Mindeord i forbindelse med Kjeld Silberbauer Andersens død

Af Rasmus Prehn

Fødevareminister
Socialdemokratiet

Søndag formiddag fik jeg en trist og ulykkelig besked. En af de beskeder, hvor tiden står stille, og hvor tristheden og mørket sænker sig i takt med, at den chokerende meddelelse siver ind. Klaus Silberbauer kunne meddele mig, at hans far, Kjeld, var død natten til lørdag, mens han sad ved sit klaver og forberedte musik til sit næste arrangement.

Alt for tidligt og alt for pludseligt. Jamen, jeg havde jo næsten lige haft den altid ivrige og passionerede Kjeld på telefonen. Kjeld havde tekstet mig en søndag formiddag for få uger siden: “Hej du travle mand – kan du bruge et par minutter på mig i dagens løb.” Og selvfølgelig kunne jeg det. Kjeld var altid vigtig for mig. Så straks efter jeg havde afleveret min søn til danseundervisning, ringede jeg Kjeld op – stadigt gående på gaden. Den dybe og sprøde røst, engagementet og venligheden var kendetegnede for Kjeld. Altid spørgsmål til mit velbefindende. Altid en påmindelse om at bruge tid på mine børn. Altid lidt pral om hans dygtige sønner. Og altid et hav af ideer til ny humanistisk og kulturel politik. “Husk dine honningdepoter” kunne han også finde på at sige med reference til Peter Plys. Det er vigtigt at have noget at glæde sig til.

Men denne gang havde Kjeld også en konkret forespørgsel. Kjeld var som altid i gang med et nyt projekt. Denne gang var det projektet: Sangkraft Hjørring, som han vil have mig til at involvere mig i. Formålet var, argumenterede den evigt passionerede Kjeld, at fremme sang og sangglæde blandt små børn, skoleelever, unge voksne og ældre i Hjørring Kommune i et dobbelt perspektiv – såvel i bredden som elitært. Typisk Kjeld. Altid noget med at nå ud til bredden, men at stræbe efter det sublime. At få det folkelige og eliten til at gå hånd i hånd. Alle der synger i Hjørring skal inspirere og løfte hinanden. Flere skal synge. Alle skal med. Sådan argumenterede Kjeld lidenskabeligt. Og han talte så længe, at jeg nåede helt op i lejligheden, fik brygget og drukket kaffe og en tur på toilettet, mens hans talte.

Kjeld var her, der og alle vegne. Hver eneste mandag morgen stod Kjeld f.eks. i spidsen for fællessang på Vendsyssel Teater. Her kunne alle interesserede møde frem, spise rundstykker, drikke kaffe og synge arbejdersange. Kjeld kunne altid en anekdote, få folk til at grine og til at synge med af karsken bælg. Sang man ikke ordentligt med, fik man en frisk og drillende kommentar med.

Kjeld var også altid med til den årlige nytårskur med Socialdemokratiet i Hjørring. Her mødte han og Danmarks ældste mandskor, Arion, for at synge for på Oskar Hansen klassikere som ’Danmark For Folket’, ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ mm. Men også drikkeviser og populærmusik blev der underholdt med. Hver gang understregede Kjeld sine forventninger til en politik, hvor kultur og humanisme var mere i fokus. Vi skal styrke musik og sang i skolerne og på læreruddannelserne, argumenterede Kjeld mere end en gang.

Mange hjørringensere vil mindes Kjeld. Fra deres skoletid, fra musicals og koncerter, fra den populære morgensang på Vendsyssel Teater, eller fra korprøverne, uge efter uge. Sommerspil, Børglumspillene og diverse kor. Ellers kunne de møde Kjeld på cykel. Kjeld havde for længst droppet privatbilen af hensyn til miljøet, klimaet og sundheden. Og så fordi han kunne lide at køre med tog. Kjeld og hans elskede Karin, som han var gift med i 53 år, kunne man også møde på Hjørring Banegård. Her stod de med deres rullekufferter på vej ud på nye eventyr eller på vej hjem igen. Et af ægteparret Silberbauers helt store lidenskaber og ofte planlagte “honning-depoter” var operaen i Gøteborg. Som nogle af de ganske få i Vendsyssel, vil jeg tro, havde de to abonnement til Göteborgsoperaen, som de rejste til med tog til Frederikshavn og så færgen til Sverige. “Vi er fastliggere” kunne Kjeld finde på at sige med et smil og dermed understrege sin enestående evne til at kombinere det høj- og finkulturelle med det folkelige og humoristiske. Og jeg elskede kommentarer fra Kjeld som denne, som jeg kunne gå og grine i skægget over længe efter.

Kjeld er ikke mere. Han er allerede dybt savnet. Men jeg holder aldrig op med at være Kjeld-fan af hjertet. Og jeg lover, at mit næste honningdepot bliver, at der skal synges i fællesskab – og flere skal med!

Kjeld efterlader sig sin hustru gennem 53 år, Karin, og sønnerne Klaus og Lars, samt børnebørnene Nora og Ella.

Æret være Kjelds minde. Flere burde være som ham.