I dag har vi sagt farvel til Bent Folsted Kallehauge, som var en meget stor del af Tversted Skole, både de sidste 5 et halvt år, hvor vi har haft skolen og dengang den stadig var en folkeskole.
Vi skylder ham en stor TAK og det nåede jeg heldigvis også både at sige og at skrive til ham. I dag, hvor Bent blev bisat fra en blomstersmykket Tversted Kirke, vil jeg dele det brev med jer …
Kære Bent
Det berørte os dybt at besøge dig i dag. Din åbenhed om din situation, din ærlige snak !
Her blev ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Du vidste at det sidste flueben snart skulle sættes og du forberedte dig på det. Børnene legede i køkkenet, Inger var ved din side. Der var ro på, og tryghed. Du observerede nok os andre, og livet på en mere intens måde. Opdagede at du aldrig før havde nydt forårets fuglesang så meget.
Tag da kun min sidste spinkle mønt
Livets sol er min den sidste del af livet
For som solfanger er jeg nu begyndt
At forstå, at ALT og INTET er os givet.
Og engang går solen sin runde uden mig.
Men når forårssolen skinner, lever jeg.
Den sang har vi sunget sammen til morgensang, og tænkt at der var lang tid til vi skulle skilles, men nu forstår vi at ALT og INTET er os givet. At det eneste vi kan sige er TAK.
Og TAK har vi grund til at sige, alle os der har kendt dig og alle os der har haft glæde af dit vid, din flid, din iderigdom, dit gode humør, dit varme smil, dine lune bemærkninger og dit Vendelbosind.
Jo, jeg vidste godt at Bent Kallehauge var en aktiv mand i byen. Medlem af borgerforeningen, Tversted Marked og meget, meget mere. En mand der satte sit præg på de foreninger og projekter han støttede op omkring. Jeg hørte også at han var den lidt skrappe pedel, både børn og lærere havde respekt for, at han var på skolen i mange år, og at han blev fyret da skolen skulle lukkes. Derfor var det med bankende hjerte jeg ringede til dig, da jeg stod med skolens nøgle i hånden, d en 1. december 2015. Det var gået op for mig, at én ting er at købe en skole, noget helt andet er alt det praktiske. Hvordan tænder man egentlig for varmen?
Du kom med det samme. Du løste problemet og du sagde jeg gerne måtte ringe en anden gang. Det blev til mange gange. Du blev igen en del af skolens DNA. Du var med til at give rummene liv igen. Nu var du den vi allesammen ringede til når der var noget vi ikke kunne finde ud af. Du klarede det altid, og altid med godt humør og ”det vårer ålrig” (som jeg nok staver forkert). Vi troede måske at skolen var vores, men det var faktisk din. Lige så stille flyttede du ind i Skoleinspektørens kontor og gjorde det rum til skolens hjerte.
Kære Bent, vi kommer i den grad til at savne dig. Vi savner dig allerede og famler lidt i blinde når vi tænker på hvem der kan hjælpe os i fremtiden. Du er ikke længere iblandt os, men du er der alligevel i alle rum. Der er ingen steder hvor du ikke har sat din signatur og vi vil mange gange komme til at sige at ”sådan gjorde Bent det ikke”, eller ”hvad ville Bent gøre i det her tilfælde? ”.
Nu må vi lære at klare os selv, men du har hjulpet os godt på vej. TAK Bent…