Mindeord om Finn Grønbæk Frandsen

En dygtig amatørarkæolog har i denne uge forladt os.

Finn Grønbæk Frandsen blev 69 år.

Finn er ud af en søskendeflok på 4, Han er født og opvokset i Hirtshals. Efter folkeskolen blev Finn uddannet som bager hos Anker Winther i Hirtshals. Efter militærtjeneste i søværnet kom han ud og sejle. En ulykke satte en stopper for fiskeriet, og Finn måtte retur til fastlandet. Her fik han arbejde som green-keeper hos Hirtshals golfklub, her blev han indtil han gik på efterløn.

Finn var et vellidt menneske uanset i hvilke sammenhæng man var sammen med ham. Finn var ydmyg, hjælpsom og havde en skøn humor. Han forstod at smide en sjov kommentar så den ramte perfekt, og spredte smil omkring ham. Finn har altid elsket at være udendørs, han var havemenneske og tilbragte mange timer i sin have i Åbyen. Han dyrkede alt i afgrøder, og han havde også en fin sø han passede, der var et rigt dyreliv i haven.

Finn havde i 17,5 år trofast følge af hunden Mixi, og han syntes det var tomt, da hun måtte herfra. Finn tog herefter en gammel tilløben hankat under sine vinger. Antuut. Det var jo synd den sad der, og var sulten. Finn gav den et hjem og fodrede den trofast. Finn var nemlig tålmodig og glad for dyr. Katten spise hos ham i 4 år, hvor han overhovedet ikke kunne røre den. Han fortsatte dog tålmodig, indtil de var venner, og han kunne røre den og have den indenfor. Finn dyrkede også slægtsforskning, men mest af alt dyrkede han udelivet, og hans store passion for oldtiden, særligt stenalderen.

Finn var ganske ung da han fandt sin første økse. Han blev hurtigt tryllebundet af at jagte oldtiden, samle brikker fra vores forfædre, opsnuse hvor der var bopladser og følge i deres fodspor. I mere end 40 år dyrkede Finn amatørarkæologien og han havde en enorm viden, særligt om stenalderen. Han deltog også i udgravninger med museet over flere år, og han indleverede flere fine ting til museerne der i dag er sikret på deres magasiner, og kan indgå i fremtidig forskning. Herunder en fin indsamling og registrering af redskaber fra Brommekulturen.

Finn gik i mange år med metaldetektor, her fandt han flere store bopladser sammen med sin gode ven Emil. Her kan bla. nævnes Liver å pladsen, en store plads i Nørlev, en plads kaldet Hushøj, samt mange andre historiske spot. Finn har indleveret mange metalfund til museet, mange af dem er i dag erklæret for danefæ, og derved har han skrevet fin lokalhistorie. Mange lokaliteter kendes i dag, takket være hans mange tusinde timers traven på markerne med detektor og skarpe øjne, alene eller sammen med venner.

Finn var aktiv på flere stenaldersider på Facebook, her lavede han et hav af opslag hvor han fremviste oldsager og beskrev dem. Han var drønskarp til at hjælpe andre med at identificere flintredskaber, give ID på andres fund, og han hjalp hundredvis af gange andre amatører med sin store viden på området. Han var vellidt, anerkendt og respekteret i hele stenaldermiljøet. Finn havde et stort fagligt netværk, og flere besøgte ham privat i Åbyen blot for at hilse på, men også for at sparre med ham på professionelt plan.

Finn blev gjort til gruppeekspert i flere stenaldergrupper, både danske og udenlandske.

Jeg lærte Finn at kende, da jeg selv begyndte at interessere mig for stenalderen og markvandring efter oldtiden.

Første gang vi var på marken sammen, fandt jeg en brommepil på et sted Finn ikke før havde søgt. Jeg husker hans oprigtige glæde over fundet, han grinede højlydt og bandede, alt imens brillerne røg af og på flere gange. Han var så glad på mine vegne, og roste mig for at have spottet den. Jeg anede ikke præcis hvad jeg stod med den gang, men hans begejstring smittede så meget af,  så nu var jeg selv endnu mere grebet af stenalderen. De sidste 6 år har Finn og jeg søgt på markerne sammen. Jeg tror uden at overdrive vi har været afsted i 1 gang om ugen i snit året rundt. Vi rekognoscerede forskellige områder, kiggede kort og lagde planer. Finn havde mange teorier og vidste hvilke højdekurver vi skulle følge i hvilke områder. Han kendte til istidslandskaberne, rensdyrjægernes bopladser, de små bakkeøer og de gamle kystlinier.

Jeg hentede ham i Åbyen og så kørte vi ud til markerne. Vi gik altid en time eller to, så drak vi kaffe, og så søgte vi lidt igen. Så kørte jeg Finn hjem. Vi gav altid hinanden en farvelkrammer og sagde ”vi kan lige skrives ved”, og som regel havde vi allerede en ny dag for søgning i tankerne her. Vi havde ofte kontakt over messenger, flere gange om ugen, omkring nye ideer, nye områder, nye eventyr vi skulle ud på.

Han har lært mig alt jeg ved om stenalderen og redskaberne derfra. Han var altid tålmodig når jeg stolt viste ham noget skrammel, eller når jeg fik en skør ide, og når jeg lokkede ham ud i storm og regn. Han hjalp mig over bække og åer når mine ben var for korte, han hjalp mig over elektriske hegn når jeg var pyldret, og han gik forrest igennem krattet for at nå en spændende lokalitet. Han var en fantastisk læremester.

For en uge siden hentede jeg Finn som så mange gange før. Vi tog til en mark vi kendte rigtig godt. Vejret var fantastisk og der var vindstille, vi kunne høre fugle på træk. Marken var spiret og havde fået masser af vand, den rødbrune flint tittede frem flere steder. Solen kom og gik. Jeg fandt 3 tværpile, Finn fandt 2 tværpile og en stikkel lavet på retouch. På vej hjem sagde Finn ” godt du hentede mig, jeg trængte til luft og forholdene var helt perfekte i dag”.

Jeg satte Finn af, og vi aftalte at gå igen om nogle dage. Dette blev vores sidste tur sammen. Finn sov stille ind i sin seng et par dage efter. Han efterlader et kæmpe tomrum, og jeg får en masse timer alene på marken, hvor  han vil mangle ubeskriveligt. Jeg er evig taknemmelig for at jeg fik ham som ven og flintmakker, jeg har været enormt heldig at kende sådan et fint menneske.

Finn – du efterlader et kæmpe savn hos alle der kender dig, og du efterlader et flot aftryk i historien, historie du selv har opdaget og skrevet. Du kan godt være stolt. Vi ses på den anden side til stenaldersnak og røverhistorier.

Kærlige tanker til Finns kære familie og gode venner.

Æret være dit minde Finn.

Louise Lærling.

Foto: Privat.