Jørgen Jensen blev født – og indtil teenageårene opvokset på en mindre ejendom uden for Hjørring, inden forældrene i 1951 overtog faderens fødehjem, Hushøjgård i Tornby.
Hele hans skolegang var i Hjørring på henholdsvis Østre Skole og Hjørring Gymnasium, hvor det sluttede med realeksamen; men drømmen – eller måske lige så meget forudbestemmelsen var indtil militærtjenesten at gå i fædrenes fodspor og blive landmand.
Dette ændrede sig dog under de 16 måneder ved militæret, og en læreruddannelse blev påbegyndt ved Hjørring Seminarium, hvorfra han blev dimitteret i 1965.
Herefter blev det til 38 år som lærer i folkeskolen, først 5 år på Astrup Centralskole efterfulgt af 33 år ved skolen i Bindslev.
Jørgen har fra sin tidligste ungdom været meget samfundsengageret, og det er mange forskellige områder, han på en eller anden måde har været engageret i, men det er idrætten og lokalpolitikken, der har fyldt mest.
Gennem 45 år satte Jørgen med leder- og trænerarbejde sit præg på idrætsforeningerne i Tornby, Astrup og Bindslev, og han har besat formandsposter i alle 3 foreninger og været fodboldtræner for såvel ungdoms- som seniorspillere ligeledes i alle 3 klubber.
I 1978 blev Jørgen indvalgt i Hirtshals byråd, og det blev til genvalg ved de 6 næstfølgende valg. I alt blev det til 29 år i byrådet og gennem årene med sæde i samtlige politiske udvalg, bl.a. i en periode som formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Det lokale engagement i Bindslev har været stort og særdeles omfattende, hvad også det at være æresmedlem af såvel BTI som BHE viser, ligesom Jørgen tilbage i 1976 blev udnævnt til årets borger i Bindslev, en æresbevisning, der på det tidspunkt var en årlig hæder i byen, indstiftet af den daværende borgerforening. Bindslev blev Jørgen Jensens by!
Han tog dog for nogle år siden en beslutning om at afslutte det udadvendte engagement inden hans 80-års fødselsdag, og han er senest udtrådt af bestyrelserne i såvel BHE som Bindslev Fjernvarme, hvor han i sidstnævnte havde sæde i 37 år. Formandsposten for Bindslev Håndværkermuseum var den sidste formandspost han bestred.
Jørgen har elsket at rejse, og her er det især historiske steder og naturen, der blev prioriteret. Siden pensioneringen for 20 år siden er det blevet til mere end 30 længere ture, og store dele af Verden er besøgt. Alene de sidste år er det blevet til rejser til Vietnam og Cambodia, til Israel og til USA.s sydstater, og det var håbet, at der fremover ventede endnu flere oplevelser ude i den store Verden.
I 2014 udgav Jørgen bogen ”I sporene” som er en bog der skildrer hans liv.
Den primære grund har været, at børn og børnebørn gerne måtte vide noget mere om, hvordan deres fars, svigerfars og bedstefars liv har været. Derfor står der også i starten ”Tilegnet min nærmeste familie”.
Jørgen Jensen har haft den glæde at have hele sin nære familie rundt om sig, idet alle 3 sønner bor i Bindslev med svigerdøtre og børnebørn. Samt sine 2 brødre i Tornby.
Æret være Jørgens minde, du har sat dybe ”spor” i mange på din vej i livet.
Jørgen vil blive begravet fra Bindslev kirke fredag den 19 juli kl 11.00, og helt i Jørgens ånd vil der efterfølgende være kaffe på Bindslev Hotel.
På familiens vegne
Børn og svigerbørn samt børnebørn.