Fhv. direktør Leif Andersen, Græsvangen 22, Hirtshals, er død, 75 år.
Leif var født i Løkken, hvor han som stor dreng tog fat med arbejdet, bl.a. som bud hos slagteren.
I 1964 kom han med sine forældre til Hirtshals og fortsatte skolegangen her.
Efter skolen fik han læreplads hos Centrumkøbmanden og blev udlært som komis.
Rigtig mange unge i Hirtshals blev tiltrukket af fiskeribranchen, og her var Leif Andersen ingen undtagelse.
Han fik ansættelse i produktionen hos Tip Top fiskeindustri.
Hans energi og lederevner førte til formandsstillingen og efterhånden avancerede han til driftschef.
Leif Andersen oparbejdede et enormt kendskab til virksomheds produkter; sildefilet og saltede sild.
Tip Top fandt sammen med en tilsvarende virksomhed, Nigra, og i den stadig voksende virksomhed fortsatte Leif Andersen som driftschef. Det var tillige hans opgave at sørge for køb af sild på auktionerne
Da Tip Top indgik i Brødrene Schlie-koncernen flyttede Leif Andersen med, og hans ekspertise blev fuldt ud benyttet. Han blev udnævnt til direktør, og var stadig den ansvarlige for køb og forarbejdning af sildeprodukter.

Samtidig havde han erhvervet aktie i virksomheden.
I 1976 blev Leif Andersen gift med Jonna. De to etablerede hjemmet, hvor to børn voksede op og fik en herlig barndom.
Mange venner kom på besøg, og de to rejste selv og flere gange sammen med vennepar på ferie. Rejsemålet var fortrinsvis de græske øer.
Ture med campingvognen og hele familien var også en af de store lidenskaber.
Haven ved huset på Græsvangen 22 vidnede om Leif Andersens omhyggelighed og glæde ved at få tingene til at gro. Han var stolt, når han viste frugttræer og anden nytteavl for børn og børnebørn.
Gennem årene engagerede Leif Andersen sig i organisations- og foreningsliv.
Han var således i en periode i bestyrelsen for Ledernes fagforening og dens lokalformand.
I en kort periode var han formand for Støtteforeningen Hirtshals Fyr, hvor han blandt andet sørgede for nødvendige kurser, der var en forudsætning for driften af kaffestuen.
Hirtshals Marineforening har haft stor glæde af Leif Andersens virke som kasserer.
I hjemmet på Græsvangen skabte han, sammen med hustruen, Jonna, en familiær og hyggelig stemning, hvor børn, børnebørn og oldebørn følte sig hjemme og ægteparrets vennekreds blev taget godt imod.
For 5 år siden, da han fyldte 70 år, valgte Leif Andersen at trække sig ud fra arbejdsmarkedet.
Mens Leif havde arbejde med sild, var Jonna i stort omfang beskæftiget med at sy og udføre håndarbejde.
Den stille hygge og det lune gemyt var karakteristisk for Leif Andersen.
Det var egenskaber, der kom til at præge hjemmet på Græsvangen
Leif Andersen overleves af hustruen, to børn samt børne- og oldebørn.