Vores kære far har forladt os efter en lang og svær kamp. Han har de sidste fire år været plaget af sygdom og blev alligevel 82 år.
Især siden foråret har hans helbred været stærkt forværret, hvilket ledte til, at han blev erklæret terminal. Vi tog derfor plejeorlov for at være hos ham.
De sidste uger af hans liv var hårde for ham, med store smerter, som til sidst blev umulige at tackle tilstrækkeligt i hjemmet. Derfor traf vi sammen med ham, som var kognitivt klar og nærværende til det sidste, beslutningen om at give ham ro og omsorg på hospice. Han blev flyttet dertil mandag morgen, men allerede tirsdag morgen sov han ind.
Vi vil altid huske vores far som en både fysisk og mentalt stærk og kærlig mand.
Selvom sygdommen efterhånden svækkede hans krop, stod hans sind og viljestyrke urokkeligt fast til det sidste. Han var aldrig en, der gav op – hans mod og evne til at bevare sine meningers mod og sin retning i livet var noget, vi beundrede dybt.
Selv i de mest udfordrende tider formåede han at holde fast i sit livssyn og sine værdier. Det var netop denne mentale styrke, der gjorde ham til den far, vi altid vil huske. Han har givet os så meget kærlighed og gode minder, som vi vil bære med os resten af livet.
Vores far kom allerede som dreng cyklende fra København til Hirtshals. Efter at have været feriedreng i havnebyen fik han åbenbart færten af et friere liv, idet han i hvert fald få år senere som ung mand med masser af gåpåmod igen kom anstigende, men denne gang på en smart knallert, der imponerede de lokale piger.
Han startede sit arbejdsliv som fisker om bord på kutterne Anita og Jytte Irene. Han har altid tilbragt mange timer og døgn på havet, men han mødte ikke desto mindre tidligt vores mor Annelise.
Vores far valgte efter en ulykke at uddanne sig til fiskeskipper ved skolen i Skagen. Derefter førte skæbnen og viljen til at klare sig selv ham til rejefiskeri ved Grønland og Canada.
I en årrække fiskede vores far med de store notbåde og var blandt andet skipper på Isafold. I mellemtiden var han igen blevet far og denne gang til sønnen Claus, som ifølge sikre forlydender er opkaldt efter ungdomsvennen Claus Fibiger og som i alle årene kom hos vores far, hver gang han besøgte Hirtshals. Disse besøg satte min far stor pris på.
Ulykkeligvis mistede vores mor og far på tragisk vis sønnen, vores lillebror Claus i en drukneulykke ved Grønland. Ulykken tog i sagens natur hårdt på os alle og er forblevet en tung sorg i familien. Vores mor og far tog ofte børnebørnene Sophie og Anders med på ferier til blandt andet Kreta og Gran Canaria.
Vores far var som allerede mere end antydet særdeles aktiv i sit arbejdsliv, som han afsluttede ved Svendborg Bugser, hvor han stoppede efter alt for tidligt at have mistet vores elskede mor.
Derefter har han i en årrække sejlet med lystfiskere fra Hirtshals Havn.
Igennem flere år boede far sammen med islandske Òlavia. På det tidspunkt kom det yngste barnebarn Victoria til og tilbragte mange gode timer hos dem i Østerrgade. Desværre måtte Òlavia og far i de sidste år bo hver for sig, og her fik far en lille fin ældrebolig i Færøgade.
Vores far vil altid blive husket som verdens allerbedste far. Han skabte et hjem fyldt med åbenhed og tolerance, hvor alle følte sig velkomne, og han støttede og bakkede os op i de beslutninger, min søster og jeg tog gennem livet. Vores hjem var ikke bare et hjem for os, men også for vores venner og veninder, altid åbent og varmt, præget af den kærlighed og omsorg, han udstrålede.
Far, din indflydelse har gjort, at udsagnet man får det, man giver, blev en levende sandhed for os.
I den sidste tid under plejeorloven har vi lært så meget om dig, og selvom det har været en hård og udfordrende periode, har det også været en øjenåbner for os. Vi har set, hvor vigtigt det er med hjælp fra de fagfolk, der hver dag kom i dit hjem og hjalp os alle igennem de svære stunder.
Vi vil gerne udtrykke vores dybeste taknemmelighed til det personale, der har hjulpet og støttet vores far gennem hans sidste tid.Jeres omsorg, dedikation og støtte har betydet mere, end vi kan sætte ord på. I løbet af vores plejeorlov oplevede vi, hvor meget jeres faglighed og medmenneskelighed gjorde en forskel for både vores far og os som familie.
Vi vil også takke personalet på hospice, som tog sig af vores far i hans sidste døgn. Selvom han kun var hos jer i kort tid, blev det alligevel en smuk og værdig afslutning på hans rejse. Jeres varme og omsorg gjorde, at vi kunne give ham den ro, han havde brug for, og det har betydet utrolig meget for os.
Far, vi er dybt taknemmelige for alt, du har givet os. Du har lært os, hvad kærlighed, opbakning og ægte glæde betyder, og det vil vi altid mindes med stor taknemmelighed og kærlighed. Vi savner dig uendeligt.
Bisættelsen foregår og slutter i stilhed fredag den 30. august kl. 13.30 i kapellet på Kirkegårdsvej.
Døtrene Helle Nørgaard og Hanne Skipper.
Kondolerer og varme tanker til familien