Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelse om, at Tom Nielsen pludselig er gået bort 21/2 2025 efter kort tids sygdom.
Det blev en tirsdag, vi aldrig glemmer, da Tom den 18. februar blev hentet med helikopter på Hirtshals Havn.
Tom var en vellidt medarbejder, som vi skylder stor tak. Vi har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Tom i mange år. Både da han havde sit eget værksted og de sidste to et halvt år som ansat hos os.
Tom var meget engageret i at få orden i vores virksomhed. Han arbejdede ihærdigt for at lære sine kolleger at holde orden i værkstedet. Tom blev ofte spurgt til råds, og han var altid parat med kyndig vejledning.
Med sin store viden og sit kendskab til faget kæmpede han altid for at finde de rette varer til firmaet. Tom kunne skaffe alt.
Hirtshals Skibs- og Industriservice kondolerer og sender varme tanker til Tom Nielsens familie.
Æret være Toms minde.