Heine Boe, tidligere Horne, nu Odder og forstander på Efterskolen for Scenekunst, som han var med til at grundlægge i 2012, skriver dette mindeord om Jens Kjeldsen, der døde forleden.
I går blev min gamle gymnasielærer Jens Kjeldsen begravet.
Jens er et af de mennesker i mit liv, som jeg skylder stor tak for inspiration. Musikalsk, filosofisk og menneskeligt.
Jeg havde fornøjelsen af at spille sammen med Jens i det det hedengangne Kælsens Fång Bant (eller hvordan vi nu stavede det). Her blev vi introduceret til det vigtigste musik fra Tower of Power og andet i samme boldgade. Men Jens var lydhør for vores ideer, og vi kom med mange forslag, som han straks tog til sig. Og jeg fik såmænd selv lov til at komponere og arrangere musik for et 13 mand stort mini-Big-band i en alder, hvor jeg slet ikke besad kompetencerne.
Men sådan var miljøet omkring Jens Kjeldsen. Vi fik lov at kaste os ud i ting musikalsk, som fik os til at vokse. Og samtidig åbnede han døre til genrer, vi som unge i 1980’erne helt sikkert ellers ikke var blevet interesseret i. For de ting skylder jeg Jens stor tak!
Men ikke nok med det. Jeg havde den udprægede fornøjelse af at have Jens til religion i gymnasiet også. Hans timer var ganske anderledes end de andre læreres. Det var mere en art religions-filosofisk salon-samtale end traditionel undervisning. Altid var inddragelsen af os elever stor og lydhørheden overfor vores tanker tilsvarende stor.
Særligt fik en episode stor betydning for min egen undervisning i de nu mange år i efterskolen. Det var nemlig Jens Kjeldsen, der i 1988 åbnede mine ører for Benny Andersens og Povl Dissings ”Hilsen til forårssolen”.
Og særligt til den vinkel på sangen, hvor sidste vers kan forstås som en koncentreret udlægning af Søren Kierkegaards livs- og menneskesyn. Denne historie har jeg fortalt for stort set hvert elevhold gennem 25 år, når foråret kom. Og faktisk så sent som i mandags i den forgangne uge på Efterskolen for Scenekunst.
Jeg har haft fornøjelsen af at møde Jens (og hans kone Hanne) flere gange de senere år, når vi har ferieret i Vendsyssel. Senest i efteråret, hvor vi mødte Jens og Hanne i Kornets Hus, hvor vi var til Pizza-workshop, og hvor Jens og Hanne var der med deres barnebarn.
Vi fik snakket om gamle dage, musik og livet i almindelighed. Jens var som altid lun og interesseret, – selvom det stod klart, at helbredet skrantede.
Tusind tak og hvil i fred, Jens Kjeldsen!
Fint skriv gode ord – helt enig. Jeg havde også fornøjelsen af Jens i Gymnasiet, men forstod nok først rigtig hans budskaber da jeg blev ældre.