Fem sange med tilhørende podcasts er det blevet til i et samarbejde mellem Mikael K og idemager Ellen Raunsmed, og med et bagkatalog af skæbnefortællinger a la Udkantsdanmark, Sange fra Nord og Dit liv er en sang er Mikael K den rette til at sørge for, at tunge emner… ikke bliver gjort lette som i letløste, men derimod lettilgængelige, forståelige og menneskelige…

I podcast nr. to møder vi lokale Louise Bilde Hvelplund, som gør sig betragtninger på baggrund af EU-tanker om en fælles mindsteløn… Det er ret tydeligt, at Hvelplund foretrækker ”Den danske Model”, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler overenskomster, som i øvrigt omfatter meget mere end blot størrelsen på din timeløn…
Det er jo egentligt kompliceret stof… Også i Danmark er der lovgivning, der regulerer lønmodtagernes rettigheder, så hvornår skal man foretrække det ene frem for det andet… hvor går grænserne?
Overenskomstssystemets styrke er, at lønningerne normalt reguleres i takt med samfundets generelle indtjening, og at begge parter i et vist omfang føler et fælles ansvar for de indgåede aftaler… Centralt lovbestemt mindsteløn reguleres efter, hvad der aktuelt er flertal for i et lands parlament – exempelvis diskuteres pt. i USA en fordobling af mindstelønnen fra ca. 45 kr til godt og vel 90 kr… man behøver ikke være økonomiprofessor for at kunne se nogle af de problemer, der ligger i det farvand uanset, hvor sympatisk tanken er… og USA er i øvrigt også her et broget kludetæppe med forskellige regler fra stat til stat…
Og hvad angår EU, så er forskellene fra land til land i den grad til at føle på, så det kan være svært at trække en streg i et regneark og bestemme, at alle lande bare skal rette ind…
Podcast nr. 2: MINDSTELØN

Temaet ligger lige i forlængelse af første podcast om social dumping, og podcasten afsluttes med et smukt musikalsk Mikael K-portræt af en SMØRREBRØDSJOMFRU og hendes overvejelser vedrørende arbejdsforhold, drømme og udlængsel…
Piazolla er ikke en argentinsk ret, fornavnet er Astor, og hans tangoer spilles vist ofte på Den gamle Station i Hirtshals, og koblingen til smørrebrødsjomfruens kollega Estaban ligger lige for…
Til gengæld kan jeg ikke se for mig, at EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen skulle være den sidste turist i Europa… Ganske vist er der ikke mange af slagsen for tiden, og von der Leyen har godt nok en del erfaring med MINDESTLOHN i Tyskland, men koblingen til Lulu Zieglers efterkrigssang må jeg lige spørge Mikael K om, næste gang vi løber ind i hinanden…
“Jeg presser vredens druer” lyder det med henvisning til John Steinbecks bog og film om USA under Depressionen og om en arbejdsstyrke af nomader, som ingen vil vide af, men heller ikke kan undvære, når jordbærsæsonen indtræder… Kendt tema også i dag, og smørrebrødsjomfruens svar på dårlige arbejdsforhold er måske Toronto…?
I øvrigt troede jeg fejlagtigt, at benævnelsen ”smørrebrødsjomfru” var nedlagt… Det er den ikke, selv om de fleste vist bruger titlen ”gastronom”…
Du skal unde dig selv at se MINDSTELØN – musikvideoen, som bla viser scener fra havnen i Hirtshals…

Projektet af støttet af fagforbundet 3F og Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa eller kortere, Europa-Nævnet…

Første præsentation af de fem EU-sange finder du her: EU-sang nr. 1


