Onsdag morgen havde Hirtshals Fiskeauktion besøg af den tidligere minister for Udviklingsbistand Christian Friis Bach. Christian sad Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2011-2014 og var minister i regeringen Helle Thorning-Schmidt fra 2011 til 2013.
Efter en periode udenfor det politiske liv, hvor han bl.a. har været generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, har Christian Friis Bach igen fået mod på politik og opstiller til det kommende folketingsvalg i Hjørring-kredsen som afløser for den radikale legende Marianne Jelved. Christian har stærke familiemæssige relationer i det nordlige Vendsyssel og håber at kunne repræsentere den del af Danmark på Christiansborg efter det næste valg.
Under besøget på Hirtshals Fiskeauktion fik Christian Friis Bach en grundig information om både auktionen og den generelle situation i dansk fiskeri af den lokale fiskeriforeningsformand, Niller samt formanden for kreds Nord i Danmarks Fiskeriforening Claus Hjørne Pedersen. Den aktuelle energikrise er en stor udfordring for det demersale fiskerisegment og tynger fiskerne hårdt.
Herudover fortalte Niller om fiskeriets udfordringer med placeringen af havvindmøller, der vil ødelægge meget af fiskeriet i Skagerrak og ikke mindst fiskenes gydepladser. De igangværende politiske drøftelser om nedlukning af den åbne Kystfiskerordning er også en stor trussel for både fiskerierhvervet og følgeerhvervene på Hirtshals Havn, og de to foreningsformænd bad inderligt den tidligere minister om at informere sine partikollegaer på Christiansborg om disse konsekvenser.
Christian Friis Bach har sin private bopæl på Sjælland, hvor han driver sit fritidslandbrug samtidig med sin virksomhed Warfair, der importerer og sælger produkter fra udsatte geografiske lande som Afghanistan, Yemen, Somalia m.fl. I den kommende periode vil Christian dog opholde sig meget i Hjørring og omegn for at være tæt på og i dialog med lokalbefolkningen.