Siden 1985 har der været mink på farmen i Hobro. Men den tid er forbi. I november måned aflivede Olav og Morten Vinther Kristensen deres godt 34.000 mink.
– Det har jo været et marerid for os, siger Morten Vinther Kristensen.
Det skete efter en ordre fra regeringen, som de stadig ikke forstår. Derfor håbede de tidligere avlere på, at fredagens samråd kunne gøre dem klogere på årsagen til beslutningen.
– Vi ville jo gerne stole på myndighederne i et land som Danmark, men vi synes jo stadig, det der er sket, det er helt urimeligt.
På samrådet skulle sundhedsminister Magnus Heunicke blandt andet forklare, hvad der lå til grund for minkaflivningerne. Her henviste han især til Serum Instituttets oplysninger om forsøg med corona-varianten cluster 5, som kunne true effekten af en vaccine mod coronavirus.
– Foreløbige undersøgelser tyder på, at dette virus udviser nedsat følsomhed overfor neutraliserende antistoffer fra flere personer med overstået infektion, læser ministeren højt fra de oplysninger, som han fik fra Statens Serum Institut.
Ifølge flere politikere er de undersøgelser dog ikke grundlag nok til at aflive alle landets mink.
– Det har jo været nogle foreløbige resultater og nogle usikre resultater, noget, der skulle undersøges nærmere, som man fremlagde fra Statens Serum Instituts side, og der træffer regeringen jo så den her voldsomme konklusion, og det synes jeg er dybt skuffende, siger Per Larsen, der er sundhedsordfører i Konservative.
– Hvad skal vi bruge alt det her til? Skal vi ikke bare tage at komme videre alle sammen? Jo, det er selvfølgelig det, regeringen mener, men de små 20 milliarder, man ender med at betale til erstatning, altså miniavlerne de ville hellere have beholdt deres mink, så kunne vi have brugt de penge på noget andet, siger Karsten Lauritzen, der er gruppeformand i Venstre.
Hos de tidligere minkavlere i Hobro er netop ønsket om at komme videre stort. Men det betyder alligevel meget for både far og søn at få sandheden frem.
– Det ripper jo op i det igen og igen, fordi vi er jo i bund og grund kommet dertil, hvor vi bare allerhelst vil have en afklaring, siger Morten Vinther Kristensen.
– Det er vigtigt, at vi kommer så tæt på, at vi får sandheden at vide. Man kan sige, hvis ikke vi kan få sandheden at vide i sådan en situation her, har vi så et demokrati? Siger Olav Vinther Kristensen.