Fredag besøgte minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob S. Jensen Hirtshals for at høre om trawldøre til trawlfiskeri som optakt til de kommende fiskeriforhandlinger.
Fiskeriordførerne Kristian Bøgsted (Danmarksdemokraterne), Erling Bonnesen (Venstre) og Bjarne Laustsen (Socialdemokratiet) deltog også i besøget. Herudover deltog formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen samt den lokale fiskeriforeningsformand Niels Kr. Nielsen (Niller).
Jacob S. Jensen og fiskeriordførerne var ombord på Elin Tindskards fiskefartøj HG 281 ELIN for at se på og høre om de nye styrbare trawldøre, som er udviklet af virksomheden Thyborøn Trawldoor og aktuelt testes og afprøves af besætningen på HG 281 ELIN.
De nye trawldøre er udstyret med en helt ny teknologi, der bevirker, at skipperen under fiskeriet kan kompensere eksempelvis for sidestrøm, ligesom det er muligt at justere afstanden til havbunden. Specielt fiskeredskabers påvirkning af havbunden er et højaktuelt politisk emne.
Skipper Johnny Pedersen på HG 281 Elin fortalte ministeren om de hidtidige erfaringer med trawldørene, der dog fortsat er under udvikling med henblik på indsamling af viden og datagrundlag. De foreløbige erfaringer tyder dog på, at brugen af de justerbare trawldøre medfører en forventet brændstofbesparelse på 10 – 20%, og stort set ikke påvirker af havbunden.
Efter besøget ombord på HG 281 ELIN fortsatte ministerbesøget på Nordsøen Oceanarium, hvor ministeren havde lejlighed til at se de nye trawldøre demonstreret i prøvetanken. Her fortalte direktør for Thyborøn Trawldoor, Lars Andreasen om ideen bag de nye redskaber samt hele udviklingsprocessen, der i øvrigt er 100% finansieret af virksomheden selv uden offentlige midler.
Minister Jacob S. Jensen og de tre ordførere spurgte interesseret ind til både udviklingen og brugen af de nye styrbare trawldøre, og politikkerne fik en vigtig og konstruktiv viden med hjem til Christiansborg forud for de kommende fiskeriforhandlinger.
Foto: Niels Chr. Jakobsen og Flumr Tank North Sea.