Med deltagelse i landets regering, formandskabet i Region Nordjylland (Mads Duedahl) og borgmestre i alle de nordjyske kommuner – med en par enkelte undtagelser – er smilene hos Venstre-folkene i Nordjylland store i disse år. Der var således en positiv og opløftet stemning blandt deltagerne i Venstres nytårskur i Hjørring Kommune, der lørdag blev afholdt på Nordsøen Oceanarium.
Efter velkomst af formanden, Elsebeth Madvig, fællessang og indtagelse af en lækker brunch, holdt ligestillings- og digitaliseringsminister Marie Bjerre et spændende og interessant indlæg. Marie Bjerre har som bekendt haft en lidt omtumlet ministertilværelse de seneste måneder, men har taklet den situation med vanlig nordjysk styrke og oprejst pande.
Inden hun startede sin politiske løbebane i 2019, havde Marie Bjerre en erhvervskarriere som advokat gennem 9 år. I sit indlæg tog hun udgangspunkt i det liberale værdigrundlag, der bærer det synspunkt, at statens magt bør begrænses til fordel for det enkelte individ og fællesskabet. Hun glædede sig over de liberale aftryk, som regeringsdeltagelsen har sat med bl.a. en skattenedsættelse kombineret med en styrkelse af velfærden i Danmark.
Aktuelt kigger ministeren ind i mange arbejdsopgaver. Ikke mindst ligger det hende meget på sinde at reducere og tilpasse de offentlige regelsæt, der på mange områder er vokset uhensigtsmæssigt de senere år. Eksempelvis fylder byggereglementet BR18 mere end 30.000 ord, hvor forgængeren BR10 kun fyldte 4.500 ord. Som minister for digitaliseringen ligger området omkring Kunstig Intelligens (AI) også på Marie Bjerres bord. AI vil iflg. ministeren blive en vigtig fremtidig aktør i samfundet fremover, men skal håndteres korrekt og med varsomhed.
Den nordjyske kandidat til det kommende valg til EU-parlamentet Jacob Vium Dyrman gav på nytårskuren et indlæg med sit syn på samarbejdet i EU. Jacob Dyrman er en dygtig og hårdt arbejdende politiker, der er opstillet som nr. 11 på Venstres liste til EU-valget. Han satser dog på at sprænge listen og sikre sig valg med en stærk og koncentreret kampagne frem mod valget den 9. juni.
Det nordjyske sygehusbyggeri afsluttes i foråret 2024
Dagens sidste indlægsholder, regionsmedlem og folketingskandidat for Venstre i Hjørring-kredsen Anne Honoré Østergaard kunne til de mange fremmødtes store glæde fortælle, at det stærkt forsinkede og skandaleombruste nordjyske sygehusbyggeri nu endelig er tæt på sin afslutning.
Regionen ”hjemtager” byggeriet i foråret 2024, hvorefter der forestår en flytteperiode på omkring 2 år, inden alle afdelinger er på plads i det nye byggeri. Steno Diabetescenter – Region Nordjylland vil som de første flytte ind i det nye sygehus allerede i sommeren 2024. Herefter vil der ske en løbende overflytning af afdelinger fra det gamle til det nye sygehus.
Anne kunne i øvrigt fortælle, at hun er startet i et nyt job som sundhedspolitisk chefkonsulent hos Muskelsvindfonden med domicil i Århus. Hun opstiller i øvrigt også som kandidat til det kommende valg til Tryghedsgruppen senere i januar i år.
Efter nogle timer med politiske indlæg og mange spørgsmål, kunne de mange fremmødte til Venstres Nytårskur slutte dagen af med et besøg inde i Oceanariet.