Dansk fiskeri står over for en vigtig omstilling, hvor fokus på klimaaftryk og mere skånsomme fangstmetoder er afgørende for fremtidens erhvervsfiskeri. Og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) styrker den grønne omstilling af dansk fiskeri.
Ikke færre end ni forskellige projekter har fået i alt 50 mio. kr. i støtte fra tilskudspuljen Grøn omstilling fiskeri. Det har i 2024 været muligt at søge støtte til projekter, der bidrager til en grøn omstilling af fiskeri- og akvakulturerhvervet i Danmark bl.a. via tilskudspuljen Grøn omstilling fiskeri under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Tilskudsordningen er en del af det danske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram, som er medfinansieret af EU.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
»Vi skal udvikle og ikke afvikle dansk fiskeri. Det er vigtigt, at dansk fiskeri tager de nødvendige skridt mod en grønnere fremtid. Det har vi i regeringen lagt en plan for med vores samlede udspil til fremtidens fiskeri. Og med tilskud som disse er vi med til at sikre, at erhvervet får bedre muligheder for at tilpasse sig og udvikle nye løsninger, der både er økonomisk, klimamæssigt og miljømæssigt bæredygtige.«
De 50 mio. kr. går som nævnt til ni projekter, der fremmer klima- og miljøforbedrende løsninger eller undersøger muligheder for nye fiskerier i dansk fiskeri.
Der er eksempelvis givet støtte til følgende projekter:
- Udvikling af bæredygtigt fiskeri med garn og tejner – DTU Aqua har i samarbejde med Foreningen for skånsomt kystfiskeri fået tilskud til et projekt, der skal undersøge, om garn med lavere ståhøjde end traditionelle garn har en selektiv effekt. Derudover udvikles og testes brugen af tejner til fangst af strandkrabber, så fiskeriet bliver mere selektivt.
- Udvikling, test og demonstration af ny type trawlskovle – Virksomheden Sonus Fishery har i samarbejde med DTU Aqua fået tilskud til et udvikle og afprøve en ny type trawlskovle, der eliminerer kontakten med havbunden. De nye trawlskovle skåner havbundsmiljøet og vil reducere CO2-aftrykket fra fiskeriet, da de nye trawlskovle reducerer brændstofforbruget.
- Afprøvning af fiskeri efter hundestejle i Østersøen – DTU Aqua har i samarbejde med Danmarks Pelagiske Producentorganisation fået tilskud til at afprøve et pelagisk fiskeri efter hundestejler i Østersøen. Den lille fisk hundestejlen trives i Østersøen og findes i stort antal. Derfor er der potentiale i at afprøve et kommercielt fiskeri efter hundestejler.
Kilde: FiskerForum.