Af Karsten Lauritzen
Folketingsmedlem
Venstre
Jeg er ærlig talt rystet i min demokratiske grundvold
Som formand for Granskningsudvalget modtog jeg i dag advokatundersøgelsen af politiets actioncards i forbindelse med den ulovlige ordre om at slå mink ihjel.
Det er meget alvorlig læsning, og jeg er dybt rystet af to grunde.
Vi ved, at 60 politifolk blev placeret i et callcenter, hvorfra de skulle ringe rundt til de stakkels minkavler og udfører regeringens ulovlige ordre om at aflive minkerhvervet. Men det viser sig, at det ikke er muligt at finde ud af, hvem der besluttede at sætte politiet ind mod minkavlerne. Det er vigtigt at finde ud af, da det er et voldsomt indgreb for en borger at blive ringet op af politiet og blive bedt om at slå sine dyr ned.
Det står klart efter advokatundersøgelsen, at man i regeringen og centraladministrationen tilsyneladende godt vidste, at det ville være ulovligt at aflive minkene.
Men man gjorde det alligevel. Derfor var det også helt rigtigt at nedsætte kommissionen og undersøge forholdet til bunds.
I lyset af advokatundersøgelsens beretning foreslår jeg, at vi naturligvis inkluderer den i Granskningskommissionens arbejde.
Kilde: Karsten Lauritzen.


