Min overraskelse over den uventede rudekuvert skyldtes, at jeg ikke lige kunne komme i tanke om fornylig at have kørt på strækninger, hvor jeg som dansk statsborger skulle være forpligtet på at betale vejskat.
Pråsen gik dog hurtigt op for mig, idet jeg øverst på brevpapiret, som nederst havde et foto af min elbils nummerplade, spottede udstederens navn, som er P/F Eysturoyatunnil. Dermed var jeg fluks klar over, at de 350 kroner er mit lille bidrag til infrastrukturen på Færøerne.
Ganske vist havde jeg under udflugten til Klaksvík, som er øernes næststørste, men desværre stagnerende by på Borðoy, snakket med en venlig butiksindehaver, der var lidt usikker på, om jeg som turist overhovedet ville komme til at betale for turen igennem Eysturoyatunnil. Selv var han i hvert fald som færing aldrig blevet rykket for en parkeringsbøde, som han havde fået i Danmark.
Den omtalte vejskat betaler jeg imidlertid med største glæde, idet familien og jeg under vores tur til Færøerne i efterårsferien var enige om, at en af de helt store oplevelser var køreturen i lige præcis Eysturoyatunnil. Færøerne har godt nok mange andre og lange tunneller, men den 11 kilometer og 240 meter lange Eysturoyatunnil er en helt speciel oplevelse med rundkørslen langt nede under havbunden mellem Strendur og Runavík.
Tunnellen forkorter ifølge Wikipedia afstanden mellem Tórshavn og henholdsvis Runavík og Strendur fra 55 kilometer til 17 kilometer. Strækningen, der før tog 64 minutter at køre i bil, forkortes ned til 16 minutter. Køreturen fra Færøernes næststørste by, Klaksvík, til Tórshavn forkortes fra 68 minutter til 36 minutter.
Alle de store infrastrukturprojekter med tunneller på kryds og tværs af øerne og under havbunden er da også resultat af en klokkeklar politisk prioritering, hvor man ønsker at holde liv i og adgangen åben til og fra flest mulige af de små bygder.
I forvejen er Tórshavn en dynamisk by med ekstremt høj erhvervsaktivitet, der trækker alle investeringer og det meste af arbejdskraften til sig på Færøerne. Med den ambitiøse infrastruktur ønsker de færøske politikere tydeligvis at fastholde bosætningen ude i bygderne, hvorfra der så kan pendles til og fra Tórshavn.
Endelig betaler jeg såmænd også den nævnte vejskat med største fornøjelse, fordi familien planlægger en længere sommertur til Færøerne, hvor vi denne gang meget gerne vil opleve olaifesten ikke mindst i Tórshavn.
Altså har jeg fluks betalt min bette skærv til den fascinerende infrastruktur på Færøerne.
Man kan læse meget mere om det store infrastrukturptojekt her: Eysturoyatunnil