Bilhuset Hjørring og Dansk Folkehjælp i Hjørring inviterer onsdag den 1. februar klokken 19 til modeshow i genbrugets moderne navn.
– Vi deltager i Vendelbo Dysten, som handler om at samle flest penge ind over to uger til udsatte børn i Hjørring Kommune. Modeshowet er ét af flere arrangementer hos os, og vi håber på stor opbakning, lyder det fra Bilhuset på Frederikshavnsvej.
– Vi er rigtig glade for al den støtte og opbakning, som Dansk Folkehjælp modtager. Vi deltager i modeshowet med et flot udvalg af det bedste tøj til hende og ham fra vores genbrugsbutik. Det er virkelig flot tøj, og vi oplever stor interesse for genbrug, som jo er godt på mange måder, siger Jette Videnkjær fra Dansk Folkehjælp i Hjørring.
Ved modeshowet vil der være gevinster på nogle af billetterne, og der serveres lidt godt til ganen.
Billetter kan købes i butikken hos Dansk Folkehjælp Bispensgade 91 i Hjørring og ved indgang til modeshowet. Det koster 50 kroner, og billetprisen går ubeskåret til Bilhusets del af den pågående Vendelbo Dysten arrangeret af velgørenhedsfonden CoolUnite til fordel for udsatte børn i Hjørring Kommune.
CoolUnite er en velgørenheds fond, der samler penge ind til børn, som har brug for en ekstra håndsrækning. Skaga FM – radioen i Vendsyssel – er medarrangør af Vendelbo Dysten.
Har man ikke mulighed for at deltage i modeshowet og gerne vil støtte indsamlingen, er det muligt at sende et beløb til Mobilepay 447470 med teksten – Vendelbo Dysten.
Du kan også støtte indsamlingen hos de øvrige deltagere i Vendelbo Dysten, som er SPAR Hjørring på Nordens Allé i Hjørring, DitFinanshus i Vrå, Supervin.dk i Højene samt Høj Data og Høj Farver i Hirtshals.
Foto: Palle W. Nielsen