Håndværkerne i almindelighed og i særdeleshed tømrermester Anders Münster samt Claus Neve Olsen, som mange kender fra blandt andet Musik Under Trappen og Veterantræf, har de seneste uger knoklet bagfjeringen ud af bukserne for at få klargjort det nye kulturhus Moonshine som base ved havfiskekonkurrencen lørdag og søndag for medlemmer af Jysk Småbådsfiskeklub.
Denne tirsdag fik Anders Münster og Claus Neve Olsen besøg af Leif Lund Jakobsen, som er chef for Kultur og Event samt Naturmødet hos Hjørring Kommune. Han slog et smut forbi det tidligere smedjeværksted for ved selvsyn at konstatere, hvor flot ryddet og klar det store rum nu er til at danne de rustikke og rå rammer for de mange forskellige kulturelle events og aktiviteter, som henover sommeren løber af stablen i Hirtshals.

Moonshine er nemlig en kommunal bygning, der er stillet til rådighed for foreninger og lignende organisationer, som ønsker at lave kulturelle aktiviteter i og omkring bygningen på Sydvestkajen. Bygningen administreres i øvrigt af et brugerråd, hvori sidder før nævnte Claus Neve Olsen, Leif Lund Jakobsen, Per Martensen fra Hirtshals Handel & Erhverv, Laila Zielke fra Hirtshals Turisme, Steen Christensen fra Hirtshals Marina, Jan Christiansen fra Byforum, Ditte Sørensen fra Hirtshals Fiskefestival og Maj-Britt Zielke fra Vendsyssel fritid for alle.

Brugerrådet er ansvarlig for opgaven med udlån af Moonshine. Ligesom medlemmerne er ansvarlige for introduktion af nye brugere og løbende afholdelse af brugerrådsmøder for at koordinere aktiviteterne i bygningen. Brugerrådet indkalder desuden en gang årligt alle brugere af kulturhuset til et brugermøde, som kaldes en slags generalforsamling. På det årlige brugermøde sammensættes brugerrådet for det kommende år. Alle brugere tilbydes i den forbindelse at have en repræsentant med i brugerrådet. Medlemmerne fastsætter dagsorden og forretningsorden for brugerrådsmøderne og det årlige brugermøde.

Ganske vist fremstår bygningen og det store værkstedsrum som nævnt fortsat rå og primitiv, men dels er bygningen blevet grundigt rengjort, dels har tømrermester Anders Münster blandt meget andet indsat vindue og lavet ekstra nødudgang samt opsat lydabsorberende Troldtekt. Alt sammen med henblik på lige præcis at få skabt de ideelle rammer uden at spolere det rustikke udtryk, som flugter så fint med det omkringliggende erhvervsmiljø på Hirtshals Havn.

Den politisk besluttede anvendelse af kulturhuset er som allerede antydet til offentlige og kulturelle formål. Det kan eksempelvis være midlertidige events, koncerter, streetfood, værkstedsaktiviteter og oplevelsesformål for turister samt andre kulturelle arrangementer afholdt af foreninger og organisationer.
Som forening eller lignende organisation kan man altså allerede nu booke Moonshine. Det gøres kort fortalt ved at sende en mail til [email protected] med oplysning om:
- Foreningens navn.
- Dato for arrangement.
- Kort beskrivelse af arrangement.
- Kontaktperson: navn, mail og telefonnummer på den ansvarlige kontaktperson.


