Der var liv og glade dage i Morild den 16. august, da borgerforeningen indviede den nyrenoverede lege- og sportsplads.
Selvom datoen faldt sammen med flere andre arrangementer i området, valgte foreningen at holde fast – og det viste sig at være en god beslutning. Hele 35 borgere fra lokalsamfundet havde på forhånd tilmeldt sig festmiddagen med helstegt pattegris og tilbehør til 100 kroner pr. person.

Øl, vin og vand kunne købes til fornuftige priser. Til lejligheden var der skaffet fadølsanlæg, og Meny i Ø. Vrå leverede vin og vand. Med fælles hjælp blev der rejst telt, dækket op med borde og stole og pyntet med blomster.

I løbet af aftenen voksede deltagerantallet til omkring 40 festglade mennesker. Snakken gik lystigt, gamle bekendtskaber blev genopfrisket, og mange tidligere Morild-borgere fandt hinanden igen. Undervejs rejste en af gæsterne sig og takkede borgerforeningen for at skabe en ramme, hvor både minder og fællesskab kunne blomstre.
Borgerforeningens bestyrelse retter en stor tak til alle, der bidrog til festen – både som deltagere og som frivillige kræfter bag arrangementet. Planerne er allerede i gang for en gentagelse i 2026.
Foto: Hugo Andersen.
Link til relateret artikel: Morild er en lille landsby med stort hjerte.



