Mange nordjyder bruger Vandtårnet i skovområdet Hammer Bakker tæt ved Vodskov og Vestbjerg som yndet udflugtsmål.
Alligevel har stedet udviklingspotentiale – og det kan nu blive en realitet, efter Vandtårnet i Vodskov sammen med 10 andre byer i dag modtager millionstøtte fra Nordeas ’Her bor vi’-pulje.
Tårnet, der er bygget i 1939 og 25 meter højt, skal nemlig fremover også anvendes til naturformidling, hvor de frivillige vil vise billeder på de gigantiske vægge via en projektor.
– Vi er rigtig glade for støtten, for det betyder, at vi faktisk er i mål med budgettet. Nu mangler vi bare de sidste godkendelser, siger Erling Larsen.
Hos Nordea-fonden er direktøren i dag en glad giver.
– Vi ser puljen som et økonomisk rygstød til de lokale ildsjæle. Mange steder har man foruden vores støtte selv rejst midler via kommunen, lokale indsamlinger og andre fonde, siger Henrik Lehmann Andersen.
Ud over Vodskov, gives der i Nordjylland også støtte til projekter i Mosbjerg, Skærum, Biersted, Arup-Amtoft, Sønderhå-Hørsted, Blære, Fjelsø, Vebbestrup, True og Østerby på Læsø.
Hver tredje småby har søgt om støtte
Nordea-fonden har modtaget mere end 513 ansøgninger fra 471 småbyer – det svarer til hver tredje af alle landets småbyer.
– Det understreger, den fornemmelse vi havde i forvejen: at de små bysamfund formår at løfte i flok for at realisere deres drømme, siger direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen.
Byerne har søgt penge til vidt forskellige projekter. Nogle af dem, der går igen, er aktivitetspladser, shelters, legepladser, stier, broer og multibaner.
I alt støtter Nordea-fonden 139 projekter med 67,9 millioner kroner.
Region Syddanmark får støtte til 16 projekter, Sjælland 15, Midtjylland 15, Hovedstaden 4 (alle på Bornholm) – og her i Nordjylland de omtalte 11 projekter.
OM ‘HER BOR VI’-PULJEN
- Puljen var oprindeligt på 60 millioner kroner, men er med denne uddeling hævet til 67,9 millioner kroner.
- Uddelingen er delt i to runder, hvoraf denne er anden og sidste runde.
- Der kunne søges fra 100.000 kr. til 1 million kroner pr. projekt.
- Bysamfund på mellem 200 og 5.000 indbyggere kunne søge støtte til initiativer, der styrker fællesskabet.
- Der er godt 1.300 mindre bysamfund i Danmark og de bebos af ca. 1,2 millioner mennesker.
- Hovedstadsområdet eller andre storbyområder, herunder bydele kan ikke modtage støtte.
- For de, der ikke nåede at søge Her bor vi-puljen, er der stadig mulighed for at søge Nordea-fondens Lokalpulje.
Kilde: nordea-fonden.dk