Det er de færreste beskåret at opnå legendestatus i levende live – og specielt i en ung alder. En af de absolutte undtagelser er Martin Eriksen, der gennem 20 år har kæmpet i Hirtshals-trøjen og for nyligt rundede en stor milepæl med 500 førsteholdskampe.
Eriksen (som han kaldes i klubben) startede sin fodboldopdragelse i Asdal IF med far Jørgen Eriksen som træner. Senere bragte talentet ham til Hirtshals Boldklub, hvor han fra første færd blev en profil.
Allerede som 18-årig i 2004 fik Eriksen sin debut på Hirtshals Boldklubs førstehold under træner Johnny Jensen. Lige siden har han været fast mand på holdet og gennem mange år bar han anførerbindet. En naturlig og vellidt leder med sit store engagement og sin imponerende træningsflid, der gav ham ”flidspokalen” år efter år. Han har altid været et forbillede for alle i forhold til indstilling, seriøsitet, træningsfremmøde m.m.
På et tidspunkt frasagde Eriksen sig anførerbindet og afstod fra at modtage flere flidspokaler, da han mente, at andre nu skulle ”frem i bussen”. Den holdning vidner om en klubmand, der altid har prioriteret Hirtshals Boldklub højere end sin egen person. Og selv om talentet blev vurderet til at række højere end Hirtshals Boldklub, er Eriksen forblevet tro mod sin hjerteklub og har opnået legendestatus i Hirtshals som Mr. Hirtshals Boldklub.
I løbet af sin karriere har Eriksen prøvet at spille alle pladser på førsteholdet i Hirtshals, fortæller den mangeårige holdkammerat Kim Guldborg Bærentsen. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange forskellige holdkammerater, han har haft gennem de 20 år, men ved en hurtig sammentælling kommer vi op på mere end 15 forskellige målmænd på førsteholdet, fortsætter Kim Bærentsen. Eriksen har også været holdkammerat med flere fædre til nuværende spillere på holdet – Jan og Frederik Gundersen, Morten ”Golle” Berendt og Mikkel Berendt, Claus Pedersen og Nicolai ”BP” Pedersen m.fl., slutter Kim Bærentsen.
Udover sin store indsats for Hirtshals Boldklub på fodboldbanen, så bidrager Eriksen også meget til klubben udenfor stregerne. Han har gennem mange års ydet en stor indsats i klubbens bestyrelse, og bestrider aktuelt posterne som næstformand og sekretær i Hirtshals Boldklub. Herudover er han træner for klubbens U 10 drengehold og er ofte med til at arrangere forskellige sociale aktiviteter for medlemmerne.
Den store indsats, som Eriksen lægger i klubben bakkes fuldt ud op af familien, hvor hustruen Sabrina ligeledes gør et kæmpestort stykke arbejde. Også børnene Bella og Valde giver gerne et nap med i ny og næ. I sit civile liv er Eriksen en skattet administrativ medarbejder på Nordsøen Oceanarium.
De 500 førsteholdskampe er naturligvis klubrekord i Hirtshals Boldklub (selvom rygterne i Hirtshals fortæller, at John Nymann eftersigende hævder at være indehaver af rekorden. Hans holdkammerater mener dog, at han har talt træningerne med!)
Det flotte jubilæum blev markeret forud for oprykningskampen mod Frederikshavn søndag eftermiddag med en tale af Hirtshals Boldklubs formand Peter Sundbæk, der samtidigt overrakte Eriksen et diplom og en buket blomster for sin store indsats gennem mange år på banen.
Selv om Eriksen nu har rundet de 500 kampe og 38 år, er det ingenlunde slut med fodboldkarrieren i Hirtshals Boldklub. Med sin store træningsindsats og imponerende kampform, ligger der mange flere kampe og venter forude for Martin Eriksen.
– og kampen….
Efter en brav indsats – specielt i 2. halvleg måtte Hirtshals se sig besejret 3-2 af Frederikshavn.
Målscorerne for Hirtshals var Martin Eriksen og Mikkel Berendt. Resultatet betyder, at holdet fra Rødspættebyen rykker op i Jyllandsserien, mens Hirtshals i debutsæsonen i serie 1 slutter på en flot tredjeplads. Denne placering må siges at være absolut godkendt – endda med en pil opad.
Kampen bød på endnu en jubilar, idet Ronni Gravesen spillede sin kamp nr. 200 for Hirtshals Boldklub.
Nordsøposten ønsker både Martin Eriksen og Ronni Gravesen et stort tillykke.