På Vendsyssel Historiske Museum er de med egne ord taknemmelige for den store indsats, som deres forskellige frivilliggrupper yder fra Bunkermuseet i Hirtshals til Husmandsstedet i Mosbjerg.
Når museets publikum i sommerhalvåret for eksempel får formidlet på Bunkermuseet i Hirtshals, tænker de færreste nok over, hvor stort et arbejde, der ligger bag, fastslår de hos Vendsyssel Historiske Museum.
Bunkergruppen Hirtshals står bag vedligeholdet af Bunkermuseet, et stort område med 69 bunkere fra besættelsestiden 1940-1945. Selvom bunkerne i princippet er bygget til tusindårsriget, har mange af dem efterhånden 78 år på bagen, hvilket begynder at sætte sine spor. Radarbunker nr. 62, en bunker af typen Regelbau V174, fik derfor i efteråret 2020 en større overhaling.
Bunkeren har gennem mange år været plaget af indtrængende vand, og en stor del af renoveringsarbejdet kom derfor til at omhandle gulve og rørsystemer. I forbindelse med arbejdet er utætheder blevet stoppet, bunkeren tømt for vand og de gamle kabelkanaler i gulvet er blevet renset og delvist forsynet med nye, men historisk korrekte plankelåg.
Ved oprensningen af kabelkanalerne blev der bl.a. fundet en tysk mønt, en bukseknap fra en uniform og en patron, der vidner om soldaternes dagligdag i bunkerne. I foråret 2021 vil to af de originale kakkelovne tillige blive geninstalleret i bunkeren, så den igen kan vises frem for publikum i den kommende sæson.
Du kan læse mere om renoveringen af Radarbunker 62 i næste nummer af Magasinet VHM. Det udkommer til sommer.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.
Foto: Bunkergruppen Hirtshals.